Mads Würtz Schmidt bliver kaptajn for Israel Start-Up Nation, når Étoile de Bessèges skyder sæsonen i gang.

Når cykelsæsonen onsdag for alvor skydes i gang med etapeløbet Étoile de Bessèges i Frankrig, er det med en overraskende dansker blandt holdkaptajnerne.

Tempostærke Mads Würtz Schmidt har imponeret den sportslige ledelse hos Israel Start-Up Nation så meget, at han er blevet udpeget som holdets kaptajn til løbet.

- Vi går ind til løbet med mig som kaptajn faktisk. Det kørte jeg mig til på træningslejren. Vi kørte også en enkeltstart, hvor jeg var hurtigst, så det var meget fedt, siger Würtz Schmidt til TV2 Sport.

Den 26-årige rytter er én blandt syv danskere til start i det fem etaper lange løb.

Tidligere landevejsverdensmester Mads Pedersen, Michael Valgren, Alexander Kamp, Andreas Kron, Frederik Wandahl og Andreas Stokbro er de seks andre.

Mads Würtz fortæller, at han selv var en smule overrasket over sit høje niveau på holdets træningslejr. Han øjner nu muligheden for en stor sæson.

- Vi har fået nogle nye folk i den sportslige ledelse, der tror rigtig meget på mig, og som er klar til at give mig chancer. Det giver en masse motivation, siger han.

Han kommer til at køre mod nogle af verdens bedste etapeløbsryttere, da folk som Egan Bernal, Bauke Mollema, Vincenzo Nibali, Geraint Thomas og Filippo Ganna er til start.

Allerede på første etape handler det om at sidde med fremme i finalen, da en hård bakke på 600 meter op til målstregen vil skabe tidsforskelle.

Det hele afsluttes søndag med en enkeltstart, der af Mads Würtz Schmidt er udpeget som hans største mål i løbet.

Her bliver verdensmesteren i disciplinen, Filippo Ganna, formentlig en af de hårdeste konkurrenter.

Mads Würtz Schmidt er selv tidligere verdensmester i enkeltstart for både juniorer (2011) og U23-ryttere (2015).

/ritzau/