Der eksisterer en skæv økonomisk fordeling mellem holdene på cykelsportens øverste niveau, World Tour’en og her vil jeg mene, at sådan er det i topsport.
UCI-præsidentkandidaten David Lappartient, der vil afløse Brian Cookso, mener, at der groft sagt skal være de samme våben at slås med. En form for finansiel fairplay, så der er et loft for, hvor meget holdene kan spille med sine økonomiske muskler, og så alle holdene har nogenlunde det samme at rutte med. I hvert fald skal der være en øvre grænse for hvor meget, som holdene kan kyle efter ryttere, mener han.
Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på budgetterne holdene imellem. Lad os starte med at slå det fast. De mindste hold opererer med 14 millioner euro om året, mens de største som Team Sky jonglerer med over dobbelt så meget i omegnen af 30 millioner euro.
Det giver naturligvis de store hold en kæmpe fordel. Der kan arrangeres flere træningslejre, betales dyrere lønninger, udvikles mere aerodynamisk tøj og aerodynamiske hjelme, og så kan der tilknyttes flere trænere, flyves i privatfly i stedet for at køre med bumletoget, og jeg ved ikke hvad.
På sin vis er det da en sympatisk tankegang, at det skal være lige for alle, men jeg frygter og tror, at det vil stoppe eller bremse udviklingen af cykelsporten, der trods alt har været igennem en kolossal udvikling de seneste 10 år. Rytterne kører i dag hurtigere end nogensinde - og det vel at mærke uden doping!
Cykelsporten er indrettet sådan, at det ikke nødvendigvis altid er den bedste, som vinder. Med lidt is i maven, taktisk snilde og selvfølgelig også held kan det godt lade sig gøre for den mindre kloge - eller mindre pengestærke, om man vil - at snyde den velholdte. Det ligger i cykelsportens DNA, at det er sådan, og det endda selv om Team Skys modstandere til stadighed mere har kørt for 2. og 3. pladser end førstepladsen indtil videre.
I både fodbold og Formel 1 findes der superhold med større budgetter end konkurrenterne, og det synes fansene at have affundet sig med. Nogle fans holder med underdogs og andre med stjernerne, og alene dét kan der diskuteres om i årevis i forsøget på at finde ud af hvem der har ret. Et entydigt svar kommer der formentlig aldrig.
Jeg synes, at vi skal lade World Tour være World Tour i cykelsporten. Nogle har flere penge end andre. Den ’finansielle doping’, hvis jeg må være så fræk at kalde det dét, har altid været der, og sådan er det.
I ungdomsrækkerne hersker den samme skæve fordeling i måske endnu højere grad. Hvis man er en ung og håbefuld rytter fra Bolivia, har man ikke samme muligheder som én, der kører under cykelprogrammet i British Cycling, som har en pengetank så stor, så stor.
Rytterne i Storbritannien får specialfremstillede cykler og sko kastet i nakken i en tidlig alder, mens det bolivianske talent må klare sig selv langt hen ad vejen. Men det er altså svært at lave regler imod, for sådan er det bare.
