Josephine Solheim husker stadig episoden den 8. marts for 11 år siden.
Tæt på shoppingcentret Field's satte hun i løb for at nå en bus, men sen frost i forårets første måned havde gjort fliserne spejlglatte.
Og så røg benene væk under den dengang 20-årige kvinde.
I et kort splitsekund lå Josephine nærmest vandret i luften, før hun landede på ryggen og baghovedet.
»Av,« tænkte Josephine, der dog også pligtopfyldende fik rejst sig, fandt sin bus og rettede kursen mod Brøndby Gymnasium, hvor hun dengang havde sin daglige gang.
Men da hun sad i bussen, begyndte utilpasheden at komme snigende.
»Jeg fik det dårligt, og da jeg kom ud på gymnasiet, blev jeg enormt træt og utilpas. Jeg fik akut lyst til at sove, så min veninde satte mig på en taxa, som kørte os til skadestuen,« fortæller Josephine Solheim.
På skadestuen gennemgik en læge Josephine efter faldet, og særligt var man opmærksomme på hendes ryg.
Til sidst blev den 20-årige kvinde sendt hjem med beskeden om at tage smertestillende dagligt.
I journalen – som B.T. har læst – blev ordet hjernerystelse ikke nævnt én gang, og ifølge Josephine var det ikke noget, hun blev undersøgt for.
Godt groggy kom Josephine hjem, og herefter fulgte intet mindre end ni år, hvor hun oplevede en lang række skavanker.
Nærmest hver dag led hun af hovedpine og kvalme, der særligt blussede op, hvis hun var aktiv.
I samme periode begyndte Josephine også at blive ekstremt lysfølsom.
Hun husker eksempelvis en køretur, hvor hun blev nødt til at holde ind til siden, fordi hendes øjne gjorde så ondt efter at have kørt med solen i øjnene.
Flere aftener er hun også gået i seng med våde vatrondeller på øjnene på grund af smerter.
Og så var der den voldsomme træthed. År efter år blev den ellers unge kvinde mere og mere træt, ligesom nakkesmerter også begyndte at blive en ufrivillig ledsager i dagligdagen.
»Jeg har forsøgt at fortsætte et liv med uddannelse, men jeg har haft så mange fysiske udfordringer, at jeg simpelthen har skulle leve med at have det dårligt,« fortæller hun.
Et utal af gange har Josephine været hos læger, fysioterapeuter, øjenlæger, kiropraktorer og så videre.
Og alle gange var den umiddelbare konklusion, at problemet lå i hendes kontorarbejde, græsallergi eller noget helt tredje.
Men så besøgte hun i 2022 en neurolog, der skulle vise sig at vende op og ned på Josephines liv.
»Han dykkede ned i min journal, og så sagde han: 'Jeg tror, at alle de her ting handler om, at du dengang ved dit fald blev ramt af en hjernerystelse, og at du aldrig er blevet behandlet for det',« siger hun og fortsætter:
»Jeg havde jo ikke tænkt i de tanker, fordi ingen havde italesat det før, og fordi man dengang ikke talte særlig meget om hjernerystelser.«
Neurologen foreslog Josephine at tage en række forskellige piller. Nogen mod den tunge hovedpine. Nogen mod kvalme. Nogen med muskelafslappende effekt.
Og siden har hun fået det bedre dag for dag.
»Det er jo fantastisk, men jeg er også lidt ked af, at der var så mange år, hvor det ikke blev undersøgt, om jeg rent faktisk var ramt af en hjernerystelse. Det var dejligt at brikkerne faldt på plads,« siger hun.
Men Josephine er langt fra den første. Hvert år bliver 25.000 danskere – ifølge Dansk Center for Hjernerystelse – ramt af hjernerystelser.
Og tusindvis af dem vil nu forsøge at gøre behandlingen bedre.
I et borgerforslag, der i skrivende stund har næsten 5.000 underskrifter, foreslås det nemlig, at der fremover skal være en specialiseret tværfaglig og koordineret behandling for personer med hjernerystelse.
Konkret nævnes der såkaldte regionale hjernerystelsescentre eller en decideret hjernerystelsespakke, man kan blive en del af, når man rammes.
Borgerforslaget lægger sig op af en ny rapport fra Dansk Center for Hjernerystelse, hvor det blandt andet konkluderes, at der er grundlag for en bedre og mere tværfaglig behandling.
I den forbindelse udtalte Hana Malá Rytter, der er daglig leder af Dansk Center for Hjernerystelse og lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet, til DR.
»De mangler både henvisningsmuligheder og har uklare henvisningsveje. Der er ikke nogen klar handleplan for, hvordan folk med forskellige faglige baggrunde kan kommunikere og arbejde sammen om personerne.«
