Sidste år skabt det kaos i de norske skove og på internettet.

Nu er den gal igen.

»Vær med i årets vildeste skattejagt,« som det lyder fra selskabet Horde, der igen har lagt mere end en million (norske) kroner et hemmeligt sted i en skov til den eller dem, der først kommer frem. 

Eller det vil sige: Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke kontanter, der ligger og venter i en gennemsigtig boks - det gør derimod et kodeord.

Helt præcist er der 1.093.072 norske kroner (690.000 danske kroner) på spil.

Beløbet er lidt højere end sidst, men svarer igen til det antal nordmænd, der skulle have såkaldt rentebærende forbrugsgæld.

Grundlæggeren af Horde fortæller, at han siden seneste skattejagt har fået mange opfordringer til at arrangere en ny omgang.

»Mange synes, at det var en sjov måde at komme ud i naturen på. Det er noget helt specielt med sådan en skattejagtfølelse, som både giver spænding og er en slags nostalgisk rejse tilbage til barndommen,« siger Alf Gunnar Andersen til Dagbladet:

»Det er en oplevelse, vi gerne vil give igen.«

For at være med i skattejagten, skal man downloade en særlig app, der i forrige ombæring blev den mest populære i Norge.

Sidder du og kukkelurer langt væk i Danmark, kan du i stedet se livestreaming fra boksen, der giver adgang til de mange penge HER.  

Skattejagten sidste år blev i øvrigt vundet af Sigurd Sundklakk og Hans Inge Josdal, der ikke kendte hinanden, men besluttede sig for at arbejde sammen.