Bendtner er tilbage!

På en eller anden måde kom det hele til at handle om den tidligere landsholdsstjerne. Var det godt? Læs med her. 

Der var skævt smil og håret tilbage fra start, da Bendtner tog scenen i TV 2s studie flankeret af de to andre eks-angribere David Nielsen og Mads Junker, og det er sådan, han har vundet mange hjerter, men i længden skal der mere til for at blive elsket tv-ekspert.

Danmarks tidligere topangriber lagde friskt ud med en klar holdning om, at spillerne fra de udenlandske klubber havde førsteret over for Superligaens helte, og at han egentlig foretrak 4-3-3 frem for Kasper Hjulmands valg med en 3-5-2-opstilling. 

Men der opstod problemer, for Bendtner blev aldrig konkret i sin argumentation, hvilket er det, der adskiller de geniale eksperter fra de gennemsnitlige. David Nielsen var langt skarpere i den disciplin.

'B52' fik også et oplæg til smash, da han fik spørgsmålet om 100 kamps-keeperen Kasper Schmeichel, men der faldt Bendtner i en fælde, som andre også er gået i, nemlig ikke at dele ud af sin unikke viden og i stedet blive på sikker grund.

Hvad gør Schmeichel så speciel, at han har 100 landskampe? Hvad gør han i lejren, i bussen, på værelset? Har de haft et særligt bånd? En god historie? Måske ikke.

I hvert fald forfaldt Bendtner til floskler, og vi ærgrer os ad helvedes til.

Junker fandt modsat en god Oure-anekdote om Schmeichels iltre temperament - fedt!

BENDTNER.

Bendtner kan ikke lide testkampe, Højlund ser op til Bendtner, Bendtners gamle kammerat Xhaka, 'Det var du nok bedst til, Nicklas' og mange, mange flere oplæg til Bendtner, der befandt sig i midten af det hele og blev forsøgt spillet varm. 

Vi forstår TV 2, men det var tenderende til det komiske.

Der manglede nemlig dynamik i den nye konstellation, og man savnede, at samtalen flød lidt mere naturligt, for det gik meget fra vært til ekspert til vært til ny ekspert.

Ligesom fodbold er et relationelt spil, så er studiesnakken det ligeså, og dér skal Bendtner både huske at spille bolden videre - og også tage den selv engang i mellem.

Junker konstaterede, at der var 'harmoni i studiet' med slet skjult henvisning til den nu afsatte og mere konfrontatoriske Kenneth Perez, som Bendtner har erstattet. 

Mads Junker kunne ikke lade være med at sige det, som mange tænkte.

»Bendtner kommer med Robinson-looket,« lød det kækt fra hans gamle konkurrent.

Sådan er det, når man ankommer direkte fra fjernøsten, hvor Bendtner har ferieret op til landskampene. 

Ja, testkampene var ikke Bendtners favorit som spiller, og nu skal manden med de 30 landskampsmål lige i gang som tv-ekspert. 

Ligesom det danske landshold er der et stykke til EM-formen, men første opgave for Bendtner må være at slippe håndbremsen og ikke spille SÅ sikkert. Ud over stepperne i stedet for.

Tirsdag går det løs mod Færøerne på Brøndby Stadion.