Juledag 2021 trængte han ind på den royale grund Windsor Castle iført maske og en armbrøst.

Samme dag blev han anholdt, hvor han indrømmede, at han havde i sinde, at skade og dræbe den daværende dronning Elizabeth 2.

Nu er han kendt skyldig for landsforræderi. Det skriver flere engelske medier herunder The Telegraph.

Jaswant Singh Chail, der står bag attentatet, hævder, at det var et hævnforsøg efter 1919 Amritsar-massakren, hvor briterne menes at have dræbt 400 indiske mænd, kvinder og børn.

Derudover kan det nu afsløres, at Chail forud for hændelsen havde gjort et forsøg på at tilslutte sig Forsvarsministeriet med den hensigt at komme tæt på medlemmer af den kongelige familie.

Han havde fået adgang til slottet ved at kravle over muren ved hjælp af en nylonrebstige og blev set gå langsomt gennem slottets grund iført en maske og en hætte over hovedet.

Da han blev mødt af politiet, sagde han til betjentene: »Jeg er her for at dræbe dronningen.«

Betjentene fandt også en håndskrevet seddel i Chails besiddelse, hvor der stod: 'Venligst ikke fjern mit tøj, sko og handsker, masker osv., ønsker ikke obduktion, ønsker ikke balsamering, tak og jeg er ked af det'.

På tidspunktet for hans anholdelse var armbrøsten klar til at blive affyret, og han var tæt på indgangen til den nu afdøde dronnings private bolig i Windsor.