Det er en meget dårlig idé at prøve at snyde sit forsikringsselskab.

Eller det er i hvert fald det, anklagemyndigheden i Aalborg håber at bevise, når to mænd skal for retten onsdag for forsikringssvindel.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge anklageskriftet stødte de to mænd på henholdsvis 26 og 34 år sammen i oktober 2016 i vejkrydset mellem Smedegårdsvej og Tranholmsvej i Aalborg Øst.

Ifølge forklaringen kom den 26-årige kørende i en BMW, da han i lyskrydset stødte sammen med den 34-årige, som kom kørende i en Audi.

Efterfølgende forsøgte de at få 160.000 kroner udbetalt af deres forsikringsselskaber. Men da de to mænds forklaringer ikke stemte overens med virkelighedens hændelser, blev forsikringsselskaberne mistænksomme, og så blev politiet involveret, skriver mediet.

Derfor skal anklagemyndigheden tage stilling til, om der rent faktisk var et sammenstød, eller om det var rent opspind.

Det vides ikke på forhånd, hvordan de to mænd forholder sig til anklagerne, skriver mediet videre.