Torsdag morgen gæstede designer, iværksætter og kunstner Jim Lyngvild den udskældte Radio Louds debatprogram 'Touché'.

Det blev dog en kort fornøjelse. Lyngvild valgte nemlig at forlade programmet ved at smække røret på under liveudsendelsen.

»Man skal ikke finde sig i hvad som helst, bare fordi man er i radioen.«

Sådan lyder det fra Jim Lyngvild, der måtte sætte foden ned, fordi han mente, at programmet havde et for lavt niveau.

Det er dette billede af Ane Halsboe-Jørgensen som vølve, der er faldet flere for brystet. Ifølge Jim Lyngvild er Ane Halsboe-Jørgensen en meget smuk kvinde, som har det særlige, der skal til, for at posere som vølve.
Det er dette billede af Ane Halsboe-Jørgensen som vølve, der er faldet flere for brystet. Ifølge Jim Lyngvild er Ane Halsboe-Jørgensen en meget smuk kvinde, som har det særlige, der skal til, for at posere som vølve. Foto: Jim Lyngvild
Vis mere

Han skulle deltage i en paneldebat i programmet 'Touché' om den kritik, han har mødt i forbindelse med sit kunstneriske billede af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen.

På billedet, der skal være en del af en udstilling om vølver, guld og guder, ser man Ane Halsboe-Jørgensen med grå paryk og i sælskindskappe udklædt som en vølve – en figur fra den nordiske mytologi – efter Jim Lyngvilds fortolkning.

Og fordi den fremstilling er faldet flere for brystet, havde Loud-værterne Cecilie Lange og Kevin Shakir inviteret en logopæd ved navn Thea Eline Huglstad samt en anden Radio Loud-vært med ind som paneldeltagere.

Programmet begynder med, at panelet giver udtryk for, at de er ligeglade med det emne, der skulle debatteres. Dernæst indrømmer Thea Eline Huglstad, at hun ikke ved, hvorvidt Ane Halsboe-Jørgensen er minister for alle trossamfund i Danmark eller blot folkekirken.

Og så var der endnu en detalje.

Paneldeltagerne ved ikke, hvad en vølve er. Dette til trods for at hele debatten omkring billedet af ministeren bygger på, at hun poserer klædt ud som en vølve.

Og så knækkede filmen altså for Lyngvild.

»Allerførst vil jeg sige, at I har inviteret to ind i studiet, der ikke ved, hvad en vølve er, og som ikke ved, om kirkeministeren er minister for alle trosretninger i Danmark, så jeg forstår faktisk overhovedet ikke den her debat. Jeg forstår overhovedet ikke, at jeg skal deltage på så lavt et niveau. Der bliver gjort grin med det, man tager ikke stilling til det. Man har ikke engang gidet at google, hvad en vølve er, så det her gider jeg faktisk ikke deltage i. Det her er under al kritik,« siger multikunstneren i programmet og forlader det.

Og det har han ikke fortrudt.

»Det er første gang, at jeg har smidt røret på – og jeg fortryder det ikke. De to, der skulle diskutere sammen med mig, havde ikke gidet sætte sig ind i emnet, eller hvad en vølve er. De har ikke gidet gøre sig den lille umage. Det har jeg ikke lyst til at medvirke i,« siger Jim Lyngvild til B.T.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det er kommet en tone i Danmark blandt meningsdannere, hvor det næsten er fint ikke at have forberedt sig, mener Lyngvild og kalder det for en 'gratis omgang':

»Bare fordi du er på tv eller i radioen, må den, der interviewer dig, gerne have forberedt sig. Du har gjort et stykke arbejde, og så skal du også forvente, at andre tager deres arbejde seriøst. Det er simpelthen for gratis en omgang at være med i radioen og ikke gide sætte sig ind i emnet.«

At niveauet er lavt i debatprogrammet Touché, er Radio Louds programdirektør og ansvarshavende chefredaktør, Simon Andersen, ikke enig i.

Han er stolt af programmet og forstår ikke, hvordan Jim Lyngvild kan vende en samtale ryggen.

»Jim Lyngvild skal ikke opføre sig som Ghita Nørby. Han skal være stolt over, at han skaber værker og kunst om mærkværdigheder, som alle gerne vil tale om. Tænk at gøre det. Og derfor forstår jeg ikke, at Jim, som den provokatør og debattør han er, kunne drømme om at gå væk fra en samtale,« siger Simon Andersen til B.T og fortsætter:

»Jeg er stolt af programmet, når jeg hører det. Jeg synes, værterne er velforberedte, fordi de fortæller, hvad det hele handler om, og forholder sig til kunstværket. Og så er programmets koncept jo, at man lader folk, som ikke er eksperter, forholde sig til aktuelle problemstillinger. De har sat sig ind i, hvad Jims hensigter er, og forsøger at adressere det i programmet. Det er fantastisk,« mener Simon Andersen.

Radio Loud modtager 65 millioner skattekroner om året.