Mens småkager, klejner og pebernødder allerede knaser sprødt i mange danske hjem, så kan julen i Norge blive en noget trist affære. Et overforbrug af smør har nemlig skabt kæmpe smørmangel hos det norske broderfolk. De skal dog ikke forvente hjælp fra Danmark, melder Arla.

Men de ligger også lidt, som de selv har redt, de kære nordmænd. For smørkrisen er faktisk deres egen skyld. Nordmændene har simpelthen øget forbruget af smør i oktober med hele 27 procent på det seneste sammenlignet med sidste år. Samtidig har Norge meget strenge kvoter for, hvor meget mælk de enkelte mælkebønder må producere, og det har gjort, at landet nu er kommet i en gevaldig smørkrise, skriver VG.

På internetsider annonceres et halv kg af det – nu sjældne - smør til salg for den ’nette’ sum af 300 norske kr. Og sælgeren har fået ikke mindre end 40 henvendelser på den eftertragtede fedtklump.

Bønderne er sure

Smørkrisen har ført til et strengt forhold mellem mælkebønderne og Norges største mejeri TINE. TINE har nemlig skudt noget af skylden for smørmanglen på, at bønderne har haft en nedgang i mælkeproduktionen. Men det har fået bønderne til at rase:

- Jeg kunne let have øget mælkeproduktionen med over 20 procent, hvis kvoterne var blevet opjusteret. Og det er jeg sikker på, at tusindvis af andre bønder også kunne have gjort, siger mælkebonden Karl Emil Grina fra Lunner i Oppland til landbrugsavisen nationen ifølge VG.

Læs også:

I et forsøg på at løse krisen har det norske Landbrug – og Fødevareministerium nu fjernet overproduktionsafgiften for resten af året.

Men det mildner ikke de rasende bønder. For mange har slagtet køerne og har ikke mulighed for at levere mere mælk, end de i forvejen gør. Derfor ser det sort ud for den norske smør-produktion - hvilket  departementschefen, Leif Forsell, i det norske Landbrugsministerium da også indrømmer:

- Det er svært at pålægge en ko at producere mere mælk fra dag til dag, men over længere tid kan de producere mere mælk end i dag, siger han til VG.

Arla vil ikke hjælpe

I et forsøg på at redde julen har nordmændene nu også sat tolden ned på 1 kg smør fra over 25 norske kr til kun 4 kroner i håb om, at det kan hjælpe med at sikre nordmændene udenlandsk smør til jul.

Den danske mejerigigant Arla er blandt dem, der er blevet oversvømmet i henvendelser fra nordmændene. Arla sælger stort set ikke noget smør i Norge på grund af de normalt skyhøje toldafgifter. Og selv om tolden er blevet sat midlertidig ned nu, så er man bestemt ikke indstillet på at hjælpe Norge ud af krisen.

- Det er en midlertidig nedsættelse, fordi de mangler smør her og nu. Men det hjælper ikke en virksomhed som vores. Vi kan jo ikke bygge noget op nu for at pille det ned om tre uger. Norge skal gøre op med sig selv, hvordan man vil handle, hvis man vil have mad ind fra andre lande, siger Theis Brøgger, der er pressechef hos Arla.

Han fortæller, at Arla sælger alt det smør, man producerer, på de sædvanlige markeder, og at det vil kræve en ekstra produktion at lave smør til Norge.

  

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR