Sverige kan stadig ende i EM’s 1/8-finaler efter nu i to kampe ikke at have ramt målet med en afslutning.
Det er desværre det suveræne billede på det EM, vi kigger på lige nu.
Formatet kræver potentielt ganske få point for at komme videre fra gruppen, uafgjort er alt for langt ind i turneringen et godt resultat, og middelmådigheden er enorm,
Ja, middelmådigheden er så voldsom, at jeg - selv om jeg er livslangt forelsket i slutrunder - er tæt på at fælde den alt for tidlige konklusion, at dette EM selvfølgelig er for stort.
Mange af de fodboldmæssigt små nationer kommer formentlig ikke til at bidrage med noget som helst andet end lidt charme, og den er ikke så voldsom endda i det lange løb. Og hvis man dertil lægger store nationer, som ikke spiller særligt godt, og som måske ikke føler sig særligt presset på, om de mon finder deres vej videre til knockoutfasten, ja så har resultatet i den første EM-uge altså været, at vi keder os for meget.
Den fornemmelse voksede sådan rigtigt, da jeg torsdag aften sad og så en af de kampe, som jeg på papiret havde tilladt mig at glæde mig til, Tyskland-Polen, og den tog helt vildt fat i mig i dag under kampen mellem Italien og Sverige.
Det var en fornærmende kedelig og ringe fodboldkamp mellem et italiensk hold, der ikke havde lyst til ret meget andet end at se tiden gå, og et svensk landshold, der heller ikke denne gang kunne ret meget andet end håbe, håbe, håbe, at bolden på et tidspunkt ville ramme Ibrahimovic et sted i nærheden af det italienske mål, og at han så ville gøre noget magisk.
Og så kunne nogen måske finde på at sidde tilbage og tænke, at det da også er en skam, at Danmark ikke er med her.
Men det er det ikke. Ikke for andre grunde end den naturlige passion og glød, der ligger i at følge sit eget land. Men vi så intet i kvalifikationsturneringen, der gav anledning til at tro, at Danmark kunne have gjort et stort bedre indtryk i Frankrig, end det vi har set vores to banemænd, Sverige og Albanien, bidrage med.
Det er sådan det er, jeg er ked af at sige det.
Sverige kan altså - vildt nok - stadig gå videre, men vi har i de to første kampe ikke set noget, der gør, at man vil savne Sverige i næste fase af turneringen. Jo, jeg vil savne Zlatan Ibrahimovic, men ikke for det, han har vist ved EM, men for at have håbet i live om, at jeg i et pludseligt øjeblik skal se alt det, han kan.
Resten af det svenske landshold har været tamt og præget af lav kvalitet - især når det skal bruge bolden. Men i dag toppede man den så op med en defensiv aktion omkring det italienske 1-0-mål, der var så sløj, at der er dømt mareridt hjemme på landstræner Hamréns hotelværelse de næste mange nætter.
Organisatorisk så svenskerne ellers bedre ud mod Italien end i åbningskampen mod Irland, men i ingen af de to opgør har Sverige haft bare antydninger af at være en nødvendighed for at fuldende EM-oplevelsen.
Sådan havde jeg det også med Italien i dag.
Men jeg tror, vi kan komme til at hænge på Italien længe i denne slutrunde, hvor vi endnu mangler at se et hold, som man tror på, kommer til at sprudle rent offensivt. I det fodboldlandskab vil Italiens fodboldminimalisme potentielt have fine kår.
Jo, der var noget besnærende over den taktiske perle, Italien lavede i åbningskampen mod Belgien. Mem i dag var det bare zzzzzzz.
