For nylig fyldte en af mine tre drenge år, og vanen tro skulle han beriges med alverdens materielle goder. Da de lokale detailbutikker angiveligt har udsolgt af alting, så måtte jeg ty til internettets vifte af webshops for at sikre, at drengen fik leveret nogle af de legesager, som stod på ønskesedlen.

Og her støder man så ind i statsmastodonten Postnord, der skal brødføde sine cirka 10.000 ansatte, som de ellers i årevis ivrigt har forsøgt at fyre.

Man kan mærke, at de rare Postnord-medarbejdere er dyre i drift, når man forsøger at købe en 200 kroners Legoting i webshoppen i Toys’R’Us. Her skal jeg betale 39 kroner oven i prisen, for at Postnords postbud dumper min pakke i Irma. Så kan jeg jo også få lov at betale yderligere overpriser for økomælk og færdigretter, når jeg har travet de halvanden kilometer derop.

Heldigvis tilbyder legetøjskæden også, at GLS kan fragte min pakke hjem til mig for præcis det samme beløb. Jeg antager, at de fleste vælger den løsning, selvom Postnord mener, det er gået af mode at levere posten hjem til folk.

Men ellers forsøger jeg selv at bestille varer hjem fra USA eller diverse lande her i Europa, når det er muligt. Det er nemlig betydeligt dyrere at få Postnord til at fragte en mindre forsendelse fra en butik på Frederiksberg eller Lyngby, end det er for udenlandske konkurrenter at fragte en tilsvarende pakke tværs over Atlanterhavet.

For nylig skulle jeg for eksempel bruge nogle terninger i sjove farver. En butik i Holbæk kunne - via Postnord - tilbyde at fragte dem til min postkasse for 59 kroner. En butik i Virginia på den amerikanske østkyst kunne levere samme vare for lige over fem amerikanske dollars. Altså cirka 30 kroner - og jeg ved, det tager en uge. Ordren gik dog til en webshop i England, der på fire dage leverede varen for 2,29 britiske pund, som er knap tyve kroner. Postnord skal altså have dobbelt så meget for at fragte en pose terninger fra Holbæk til Søborg, som andre skal have for at levere dem fra den anden side af kloden.

Dinge-linge-ling! Wake-up call!

Men Postnord siger, de er ramt af, at danskerne sender emails i stedet for breve. Pyt med prisen. Jeg erkender, at det er nemt og praktisk at sende e-mails, der er fremme på nul sekunder og koster gratis.

Alligevel har alle andre lande i Europa formået at holde portopriserne på et niveau, så man ikke skal pantsætte sine guldtænder for at levere et brev nogle få hundrede kilometer på fem dage.

Postnord har desuden - modsat andre - formået at femdoble deres underskud adskillige år ved at søge andre forretningsgange. Det har Dansk Erhverv påpeget. Det gælder blandt andet levering af reklamer, stort gods og uappetitlig aftensmad til landets ældre. Men det argument driver af Postnord, som var det vand af en gås.

»Jeg tror godt, at enhver kan forstå, at Dansk Erhvervs kommentar, om at brevfaldet ikke har noget med PostNord Danmarks resultat at gøre, er noget vrøvl,«  forklarede Postnords direktør Peter Kjær Jensen til Berlingske sidste år, hvor avisen desværre glemte at spørge, hvorfor det så stod i virksomhedens regnskab.

Jeg synes ikke, det er en essentiel statsopgave at sende langsom post til overpris. Derfor forsøger jeg så vidt muligt at sende med andre virksomheder i naivt håb om, at Postnord en dag lukker og og holder op med at bløde statsmidler ud i ingenting. Jeg opfordrer alle til at gøre det samme. Lad os lukke det fallitbo.