En tur til forårssolen under sydlige himmelstrøg på et stykke bilfrit asfalt. Dét kan give de fleste motorcyklister lyst til at smide vinterrusten.

Ideen er god, da en stribe sammenhængende dage, med eller uden instruktør, kan få de fleste op i gear igen.

Førhen var det kun racerkørerne, der valgte sådan en løsning for at være klar, straks den danske forårssol meldte sig, men de seneste år er det også blevet populært blandt almindelige dødelige.

Danskerne har gennem de seneste fem år brugt et anlæg beliggende i Frankrig, mellem Bordeaux og Paris, hvor temperaturerne medio april ligner noget, vi kender fra den hjemlige sommer.

At anlægget desuden minder om vores danske anlæg og små sogneveje er kun et yderligere plus.

Instruktion på alle niveauer
Det er frit for deltagerne, om de ønsker kørsel med begynderne eller de professionelle licenskørere. Eller noget midt imellem.

Uanset evner er der mulighed for instruktion på alle niveauer. Instruktion kan vælges til, lige fra den grundlæggende skolebænk til de hurtige masterkørere.

Årets tur er igen godkendt af DMU (Danmarks Motor Union), hvilket betyder, at vigtige ting som forsikring er på plads.

Nogle dage i godt selskab med andre motortosser kan kun anbefales.

Se mere på www.road-race.dk