Jette Pia Clausen elsker Eremitageløbet og Dyrehaven og kan ikke forestille sig at skulle undvære verdens ældste motionsløb. Men løbeglæden er ikke hendes eneste drivkraft. Hun er også et konkurrencemenneske og har to store mål.

»Det første er at slå min fars familierekord. Han var med i løbet de første 45 gange, inden han måtte stoppe. På søndag løber jeg Eremitageløbet for 43. gang, og jeg stopper aldrig,« siger Jette Pia Clausen med et stort smil.

»Når jeg fejrer 50 års jubilæum som eremitageløber i 2025, er jeg ”kun” 64 år og en af de yngste jubilarer. Måske den yngste. Det kunne da være sjovt.«

Eremitageløbet fylder meget i Jette Pia Clausens familie. Tæller man det antal gange, hun selv og hendes forældre Arne og Jytte Rasmussen, lillebror Jørn Rasmussen, lillesøster Merete Høeg, datteren Louise Böeck og sønnen Lasse Clausen har deltaget i Eremitageløbet, når man op på sammenlagt 154. Et svimlende tal, ikke mange familier kan stikke.

Jette Pia Clausen elsker Dyrehaven og står her foran det ældgamle og smukke egetræ ved Fortunen – et af symbolerne på Eremitageløbet. FOTO: PETER FREDBERG 
Jette Pia Clausen elsker Dyrehaven og står her foran det ældgamle og smukke egetræ ved Fortunen – et af symbolerne på Eremitageløbet. FOTO: PETER FREDBERG  Foto: Peter Fredberg
Vis mere

Uden for dette regnskab står hendes mand, Jørn, som har løbet Eremitageløbet en enkelt gang. Når der ikke er en bold med i spillet, er det ikke så sjovt, mener han.

»Jeg var naturligvis inspireret af mine forældre, som havde været med i flere år, inden jeg debuterede som 14-årig i 1975. Én gang missede jeg Eremitageløbet på grund af feber,« siger Jette Pia Clausen og viser det gamle startnummer fra debuten frem. På nummeret af stof har hun skrevet tiden 1,15,53.

»Selv om jeg er den eneste i familien, der er med i år, bliver Eremitageløbet årets store skovtur. Vi har vores faste skrænt ved startstedet og har madkurven med.«

Jette Pia Clausen er skolesekretær på Værløse Skole. I sin fritid er hun gymnastikinstruktør.

»Jeg træner 20-25 kilometer om ugen, og Eremitageløbet er som en vitaminindsprøjtning,« siger hun.

»Bare det at komme i skoven på E-dagen og mærke atmosfæren. Du løber med alle sanser og bliver i godt humør. Skønheden og løbets historie er unik. Jeg tvivler på, at der findes en mere fascinerende scene for et motionsløb end Dyrehaven.«

Det 50. Eremitageløb går ind i sin sidste fase inden Wilson Kipketers startskud søndag 7. oktober kl. 11.00. Er du hurtig, kan du stadig tilmelde dig på elob.dk.

Kom i god tid i Dyrehaven på søndag, hvis du skal hente dit startmateriale. Der bliver erfaringsmæssigt trængsel. Som en ekstra service bliver der også udlevering af startnumre i teltet ved Hotel Fortunen lørdag kl. 15-17.

Arrangørerne Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og B.T. byder løbere og tilskuere velkommen til Eremitageløbets 50 års jubilæum.