Det nærmer sig mobning, når DR sender ’X Factor’ i bedste sendetid fredag aften. Så kontant lyder vurderingen fra en af landets førende børnepsykologer. Dommerne kommer med deres barske og direkte vurderinger af deltagerne, og nu har DR søsat et nyt ’X Factor’-tiltag.

I år har DR valgt at udvide børn og underholdte sjæles muligheder for at lege dommere. Tidligere var det kun muligt at sende en sms-stemme på dem, man ville sende videre, men i dag kan man også stemme på de deltagere, man synes har gjort det dårligt via ’X Factors’ app.

Det bekymrer børnepsykologen John Halse.

»Det at tale ordentligt til hinanden og ikke være ekskluderende bliver totalt smadret her. Det nye element er kun med til at understrege, at det er blevet ekskluderende, og at vi kan tillade os at pege fingre ad andre,« fortæller John Halse, der i 16 år var landsformand for Børns Vilkår.

tannazgræder1

For John Halse giver det nye element i ’X Factor’ børn og unge mulighed for at pege fingre og tale grimt om andre jævnaldrende, uden det har nogen konsekvenser.

»Danmarks Radio trækker 180 grader i den modsatte retning, end hvad man i hjemmet og i institutionerne gerne vil oparbejde. For det er et mantra i skolerne, at man skal være inkluderende, uanset hvilken adfærd du har, eller hvordan du ser ud,« fortæller John Halse, der gennem 10 år var telefonrådgiver på DRs udsendelse ’Børnetimen’.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Mobning er en faktor, der er stort fokus på både på arbejdspladser og institutioner. Men for John Halse går DR direkte imod det, som man har forsøgt at oparbejde.

»Når vi kigger på mobningsforskning, som også bliver brugt i skolen, så er noget af det grummeste, vi kommer ud for, når læreren deltager i mobningen, altså en voksen. Her kan man sige, at dommerne er de voksne i programmet,« forklarer John Halse og fortsætter.

»Når de voksne kan, kan jeg også, tænker børnene. Så får vi den samme tone eller i hvert fald en øget risiko for det.«

For den tidligere landsformand spiller Remee, Lina Rafn og Thomas Blachmans opførsel en stor rolle for de børn, der ser programmet. Han mener, at dommerne har et ansvar for at agere som voksne mennesker og tale ordentligt.

»Den psykologiske lære siger, at voksnes adfærd har en meget stærkere gennemslagskraft end børns jævnaldrende, fordi børn ser op til de voksne og efterligner det, de voksne gør,« forklarer John Halse.

Ifølge børnepsykologen glemmer DR det etiske og moralske, når de forsøger at lave et underholdende program for familien Danmark.

»Det er helt ude af sync, med alt hvad der handler om den ellers positive strømning, der hedder inkluderende og ikke-mobbende. Vi legitimerer den rå tone over for hinanden. For når man kan sidde og sige det for halvanden million tilskuere hver fredag aften, så kan vi andre vel også gå ud og gøre det,« forklarer en af landets førende børnepsykologer, John Halse.