En heftig finale på Tiëstos to timer lange sæt i Store VEGA redder i den grad oplevelsen.

De nedtonede forhold i VEGA udfordrede i aftes Tiëstos DJ-kunne til det yderste. Hele den første time af showet var lidt af en rodebutik.

DJ’en var efter en halvandet år lang verdensturné udelukkende med store arenaer blevet lidt for vant til lutter storladne melodier, der ikke rigtig fangede de 1300 feststemte gæster i går. Til gengæld var Tiësto erfaren nok til at lægge stilen om og knalde til den mere natklubprægede stemning, VEGA indbyder til. Og det i en grad, så ikke en skaldet isse eller solariebrun kavalergang var tør på det københavnske spillested.

Da verdens største DJ i aftes holdt release-party på sin seneste DVD ”Elements of Life – Copenhagen”, der er optaget i Parken, foregik det i propfyldte og udsolgte Store VEGA.

1300 disciple var mødt op for at se deres frelser i Danmark for tredje gang på blot otte måneder.

Og hvor de første to koncerter var rene stadionoplevelser (Roskilde Festival med 15.000 og Parken med 23.500 mennesker), så var de to timer i går en langt mere intim forestilling. Alle ansigtstræk og blikke kunne spores helt ned på bageste række hos den 39-årige hollandske trancelegende.

Men i den første time var der bare lidt for meget lalleglad trance og lidt for lidt af den mere natklubvenlige house og techno, der passer bedre ind under trange og små forhold.

Det hang måske sammen med, at publikum lige havde set en time af DVD’en, inden Tiësto gik på. Det betød, at alle de store hits som 'Traffic' og 'Flight 643' var liret af.

Men med over 10 års erfaring på bagen, var Tiëstos publikumantenner fintfølende nok til at mærke den lidt passive dansen-på-stedet-og-kiggen-på-mobiluret-stemning.

Så med et brag af en velkomst til anden time, lod legenden et remix af den engelske singer-songwriter Imogen Heap’s 'Hide and Seek' brage ud i VEGA’s fine akustik.

Derfra gik det kun en vej, og det var op. Og med 25 magiske minutter til slut fik Tiësto reddet sig en mere end hæderlig fest i Danmark. Igen, fristes man til at sige.

Særligt med lånte numre som Gareth Emerys 'More Than Anything' og Nenes & Pascal Feliz’ 'Platinum' bankede hænderne i vejret hos hele salen, mens fødderne flyttede sig over gulvet, der var klistret ind i de obligatoriske Cult Shakers.

Intet kom dog op på siden af den euforiske stemning under det næstsidste nummer, der var et dystert og kompromisløst hårdt remix af den ellers meget melodiske 'Adagio for Strings'.

Så da publikum, som havde betalt mere end 800 kroner for biletterne, skulle forlade salen, var det til messende 'Tiësto, Tiësto, Tiësto'-råb.

Verdensstjernen havde endnu engang lagt sit bytte ned og kan nu se frem til at høste frugterne af sin danske triumf. DVD’en 'Elements of Life – Copenhagen' udkommer nemlig på mandag.