Efter fire år i instruktørrollen vender Jeanne Boel igen tilbage til sommerevy-scenens skrå brædder, når Kolding Sommerrevy 13. juni har premiere på Hotel Scandic.

»Det er sgu lang tid siden, men lysten kom tilbage, da jeg sidste år rejste rundt for Revyernes Revy sammen med Karsten Jansfort. Da de så ringede fra Kolding, slog jeg til,« fortæller Jeanne Boel.

»Jeg var ligesom kørt lidt flad, og da jeg samtidig købte sommerhus i Smidstrup ved Gilleleje, var lysten til sommerhuset større end til scenen,« kommer det fra Jeanne Boel, der senest spillede med i Cirkusrevyen.

Det var revyens kunstneriske leder Bertel Abildgaard, der var i røret og overtalte Jeanne Boel og i øvrigt også Karsten Jansfort til at vende tilbage til revyen.

»Efter et år i Sønderborg og to år i Hjørring slappede jeg sidste år også af med at udvælge numre til Revyernes Revy. Med sådan et friår får du ligesom ladet batterierne op igen,« siger Karsten Jansfort.

Kirsten Siggaard fuldender den koldingensiske revy-kvartet, der i går var på promotiontur rundt i nabobyerne Haderslev, Fredericia, Vejle og Horsens for til sidst at lande i Kolding. Alt sammen for at gøre reklame for revyen, der over en måned før premieren har solgt halvdelen af de 6.000 billetter.

I hver af byerne blev plantet et klap-træ, så man er sikker på bifald, når det går løs.

»Der er kommet rigtig mange gode tekster fra flere af de allerbedste revyforfattere, og det er lige i de her dage, at Cirkusrevyen sorterer fra, og så kan vi vel blot skrive Bertel og Karsten i stedet for Ulf og Claus,« griner Bertel Abildgaard.

Han sikrede sig, at beskyttelseshjelmen sad sikkert.

»Sidst jeg var i haven, kom jeg til skade - godt nok med knæet. Lige før havejobbet havde jeg løbet B.T. Halvmarathon og et 10 kilometer restitutionsløb, uden at der skete noget. Der kan du se, hvor farligt havearbejdet er,« siger Bertel Abildgaard.

I øjeblikket prøver kvartetten i København under ledelse af instruktør Anders Bircow, men den 31. maj flyttes til Kolding.