102 musikalske brikker indgår i Jacob Groths lydcoallage til »Krøniken«, der bare vokser og vokser.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nu begynder showet. Sæt jer ned og forbered jer på en god historie. Musiker og komponist Jacob Groth ved, hvor vigtig en god kendingsmelodi er. Musikken skal kalde og gøre sindet klart til at modtage. Groth har skrevet det historiske soundtrack til DR-Dramaet »Krøniken«. Det har været og er fortsat hans opgave at give et troværdigt indblik i, hvordan klaveret spillede dengang. Forløbig er det blevet til 102 musikbidder, der illustrerer hver sin stemning.

»Musikken skulle række fra de store følelser til kærlighedens vemod og til de passager, som ingen lægger mærke, men som alligevel skal være der,« siger Jacob Groth.

Lyd uden billeder
Arbejdet er ikke færdigt. Så længe der indspilles nye afsnit er der behov for nye musikalske stemningsrammer.

Da Jacob Groth startede, var der ikke et eneste billede, han kunne læne sig op ad. I stedet gik han på opdagelse i datidens lyd.

»Det kan ikke nytte, at man indspiller gamle sange med moderne teknik. Vi måtte optage musikken, som man gjorde det dengang med to mikrofoner. Det måtte ikke lyde for flot, det ville ikke være troværdigt,« siger han og fortæller, at det er helt almindeligt, at han optager den samme lyd-bid i op til ti forskellige versioner.

I de sidste tyve år har Groth kombineret lyd med billede. Han er manden bag musikken til »Guldregn«, »Taxa« og »Rejseholdet« samt en stribe danske og svenske spillefilm. Han er selv fra Krønike-tiden. Med sine 52 år har han gjort turen med.

Flere CDer på vej
»Min intention har været at foretage en musikalsk tidsrejse, det er også grunden til, at jeg har lagt citater ind i musikken,« siger han. Den første CD er udsendt, men der kommer flere, lover han.

Da han var ung, spillede Groth blød rock med Lise Dandanell og Misen, men han blev aldrig den udfarende rockstjerne med attituder. Da hans venner kom på filmskolen, fandt han det naturligt at skrive musik til nogle af deres film. Han debuterede med soundtracket til instruktør Rumle Hammerichs afgangsfilm.

»I øjeblikket er det også ham jeg arbejder for. Jeg skriver musik til hans film om H.C.Andersen,« fortæller Jacob Groth.

kjaer@bt.dk