Bærende på sin sovende datter viste Katie Holmes sig for første gang offentligt i Italien, hvor hun og Tom Cruise gifter sig på lørdag.

Siden tirsdag har Katie Holmes og Tom Cruise været i Italien for at forberede det, der bliver et af de mest omtalte kendis-bryllupper nogensinde.

I går viste parret sig offentligt for første gang, siden de ankom til støvle-landet tidligere på ugen. Med sig havde de deres syv måneder gamle datter Suri, der i dyb søvn blev knuget ind til sin mor.

Katie, Tom og Suri besøgte i aftes rådhuset i Rom. Borgmester Walter Vetroni skulle efter sigende være en stor film-fan og stod blandt andet bag Roms første internationale film-festival i år, skriver den engelske avis Daily Mail.

Det store bryllup skal foregå i byen Bracciano tæt på Rom. Det ventes, at Brooke Shields, Jennifer Lopez, Marc Anthony og Victoria og David Beckham, Steven Spielberg, George Clooney, John Travolta, Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones har fået en invitation og er blandt gæsterne på lørdag, skriver people.com og Daily Mail.

Braccianos smukke middelalderslot Odeschalchi skal lægge riddersal til festen, og byen er allerede nu på den anden ende.

Naboer til det romantisk slot tjener store penge på at leje vinduer og altaner ud til de mange fotografer og TV-folk, der vil følge begivenheden.

Lige så ihærdige mediefolkene er for at rapportere om Cruise-Holmes brylluppet lige så besat er Cruise af at holde bryllupsdetaljer hemlige. Han har givet sit catering-firma mundkurv på, så de ikke skal afsløre menuen.

mdl@bt.dk