TEATER: »Ivanhoe«. Af Jørgen Ljungdahl og Jokum Rohde efter Walter Scotts roman.Instruktion: Kasper Bech Holten. Scenografi: Christian Friedländer. Lys: Jesper Kongshaug. Koreografi: Bill Holmberg. Komponist: Frans Bak. Dirigent: Inge Fabricius. Stunts: Martin Spang Olsen. Hesteinstruktion: Lars Poppel. Det Kgl. Teater. Ulvedalen.
Forestillingens storslåethed imponerer - men rører os ikke
De har ellers ikke ligget på den lade side, de masser af medvirkende i »Ivanhoe«. De har råbt, de har kæmpet, de har elsket, de har hadet. Det har bare ligesom ikke rigtig virket. For det har alt sammen imponeret os meget mere, end det har rørt os. Men så - heldigvis - begynder trylleriet.
»Skoven synger ved nattetide« lyder en af replikkerne. Og vel gør den så! Med hele Elverhøj-koret syngende. Nu bliver dramaet dybere - mens mørket sænker sig, nymånen lyser op og lyssætningen skruer op for blå uhygge.
Forestillingens flotteste scene køres nu i stilling: stormen på skurkens borg! Mørkeborg bombarderes med brændende pile og laserlys, og mens vores helt, Ivanhoe, nedkæmper den onde de-Beuf, nedbrænder ondskabens borg for vore betagede øjne. Her, omsider, lykkes forestillingen, der indtil da i høj grad bar præg af, hvor stor opgaven er at løfte.
Der er nemlig milevidt - i tid og temperament - fra at få vore danske hjerter til os sukke henført over klenodierne »Elverhøj« og »Der var engang« og så til at tro på »Ivanhoe«. For mens »Elverhøj« og »Der var engang« - ligesom »Aladdin« - er nationalromantik og ligger specielt godt for sommernat i den danske bøgeskov, så er det sværere med »Ivanhoe«.
Walter Scotts 1700-tals roman (som alle kender, men få har læst) lever i høj grad af action og kampsport, noget som special effects på film har gjort os uhyre forvænte med.
På scenen bliver sværd-svingeri nemt lidt akavet - dog sjældent her! For Martin Spang Olsen og hans stuntmen er virkelig kampklare og leverer varen. Alligevel.
Først bliver højdepunktet i 1. akt - ridderturneringen - noget af en nedtur. Ikke fordi der mangler tju-bang på scenen - her er masser af øretæver og rullefald i mand-til-mand kampene med økse og sværd.
Men fordi det, vi har glædet os til - lansekampene til hest - nærmest ikke er til at få øje på: der rides så dybt nede under tribunen at det er som at kigge ned i en smøregrav.
»Ivanhoe« udspiller sig i den mørke middelalder og er en kærlighedshistorie, garneret med tortur, bloddryppende tvekampe og heksebrænding.
»Jeg er Ivanhoe!« lyder forestillingens første replik. Nikolaj Lie Kaas er denne actionman, ung og med splittet sind - for han har myrdet mere, end han har godt af og set så meget, at han er blevet en anden. Han er vendt hjem til England efter tre år i det hellige land.
Ivanhoe har - mod sin fars vilje - været på korstog med Richard Løvehjerte. Hans trolovede venter ham, hans far har gjort ham arveløs, i England råder lovløsheden (og onde prins John).
Nikolaj Lie Kaas er Ivanhoe, dømt til at være ædel og oprigtig - splittet mellem den rene lyse kærlighed til Rowena (Sonja Richter) og sin forelskelse i den mørke jødinde Rebecca (Charlotte Munck), der plejer hans sår.
Ganske vist fyrer Ivanhoe - før tvekampen - den klassiske Rambo-bemærkning af: »Jeg er dit værste mareridt!« Men faktisk er der - som sædvanlig - mere knald på og flere nuancer til skurkene:
Lars Bom som den martrede tempelridder med de forbudte jordiske drifter og Morten Suurballe som den ækleste af de ækle, skurken de-Beuf. Suurballe sætter virkelig tænderne i denne saftige rolle som en mand, hvis interesser er »penge, tortur, voldtægt - og tortur!«
»Ivanhoe« er en bredt - meget bredt - anlagt forestilling om højædle riddere, bortførte skønjomfruer og ækle skurke. Men i Ulvedalene går der - trods glimrende underlægningsmusik - rigtig lang tid med IKKE at få malet den nødvendige stemning og spænding frem. Handlingen svinger mellem det pompøse og det pjattede (Søren Sætter Lassen som det forfriskende pust, narren Wamba).
Dialogerne er tøvende. Det er, som om de ikke tør tro på sig selv, den omvendte ordstilling og den høviske tale (udtryk som: »Det stunder til« og: »Fordømt!«) og derfor tyr til platheder og nutidssprog (»Stop lige en halv!«).
Forestillingens sammenvæv af intriger, romantik, politik og grusomhed er en farverig, men uendeligt omstændelig omgang, der flytter sig tungt over den l-a-n-g-e scene og er en meget stor mundfuld at gabe over for instruktøren, Kasper Bech Holten, og skuespiller-holdet.
Der er få af spillescenerne, der står skarpt og indtrængende. De tynges af svulmende tirader af højstemt sprog, der fyres af i alenlange forklaringer. Af lydmæssige grunde tales der meget langsomt. Og alligevel har vi, publikum, svært ved at finde ud af, hvem der taler: Lyden kommer alle steder fra...det er ikke til at høre, hvem der siger hvad, hvor henne.
Bedst lykkes det »totale« i denne totalteater-forestilling, når handlingen og de mange medvirkende stormer op og ned ad Kamelryggen. Og når de 28 velredne heste pruster løs og galoperer gennem Christian Friedländers storslåede scenografi, der lader tårne, teltvægge og palisadevægge fusionere med Ulvedalenes egne grønne herlighedsværdier.
