Jazzfestival og ikke en krone på lommen. Alligvel kan man sagtens sammensætte et hæderligt program til Copenhagen Jazzfestival, der begynder i morgen og varer frem til den 14. juli.

Når det gælder de internationale tilbud, er lækkerbidskerne til at overse. Gå istedet efter det danske. Start i morgen aften i Tivoli, hvor CÆCILIE NORDBY optræder på Plænen kl. 22.00 med strygerorkester. Hun har en stor stemme og er aldrig smålig, når det gælder om at yde sit bedste foran et stort publikum.

Spring lørdagen over. Med mindre altså du har penge til at se BENTZON BROTHERHOOD »ALL STARS« i Pumpehuset kl. 21.00. Nikolaj Bentzon spiller funky- og fusionsjazz.

Søndag skal solen bare skinne. For her kulminerer Copenhagen Jazzfestival som folkefest. Mange, mange tusinde mennesker strømmer til Kongens Have for at høre Niels Jørgen Steens A-TEAM kl. 17.00. Ikke mindst kapelmesterens afvæbnende humor er det hele værd.

Alternativet til A-team kan være guitarist Niclas Knudsens SALVATION ARMY BAND kl. 18.00 på Kultorvet - eller BOBO MORENO kl. 18.30 på Blågårds Plads.

Når det er gratis, kan man tillade sig at tage chancer. COPENHAGEN ART ENSEMBLE spiller mandag kl. 16.30 på Nytorv. Ellers vælg det mere traditionelle stik OLE STOLLE OG JØRGEN SVARE på Vandkunsten kl. 16.00.

Tirsdag endelig en dame. Guitarist DALIA FAITELSON & COMMON GROUND spiller på Vandkunsten kl. 16.00. Nap evenuelt FREDERIK LUNDIN på sax i Kongens Have kl. 16.30.

Onsdag er HELLE HANSEN GROUP på Vandkunsten kl. 16.00 en nødvendighed. Ikke mindst materialet og arrangementerne er i top. Fortsæt til mere moderne tider: Kl. 19.00 på Nytorv spiller UNIVERSAL FUNK + DJ'S FROM VIBEZONE.

Torsdag i næste uge kan man tjekke SILVANA MALTA ud i Kongens Have kl. 16.00 og bagefter MOUSSA DIALLO i Konsistoriegården kl. 18.00, men her koster det penge.

Næste fredag den 12. juli skal der også betales. Her spiller KATRINE MADSEN med band i Konsisto-riegården kl. 16.00. Det er normalt alle pengene værd.

Lørdag kan THE ORGANIZERS få lov at lægge bunden med lidt good-time blues jazz. Det sker kl. 17.00 på Melchiors Plads. I mangel af bedre, og fordi det er næsten gratis, kan festen fortsætte i Tivoli, hvor MACEO PARKER spiller på Plænen kl. 22.00.

Enhver anstændig jazzfestival skal afsluttes i Copenhagen Jazzhouse søndag nat. Her spiller JAN KASPERSEN SPECIAL OCCASION BAND kl. 01.00. Og med tanke på alle de penge, man har sparet under vejs, føles det rigtigt at betale entré for en flot dansk finale.