Efter to vovede runder med Chris Cornell og Jack White som lydspor til James Bonds udskejelser på det hvide lærred er skaberne bag verdens måske største og længstvarende filmsucces tilbage på det sikre spor.

Næste musiker med licens til at synge James Bond-temaet bliver efter alt at dømme Adele.

Den britiske sangerinde, der er døbt Adele Laurie Blue Adkins, har tilbragt de seneste 14 dage i Abbey Road-studierne i hjembyen London, hvor soundtracket til »Skyfall« er ved at blive indspillet.

Det har fået en række britiske og amerikanske medier til at konkludere, at Adele skal synge titelsangen til den 23. James Bond-film, der har premiere 26. oktober.

- Kommercielt set er det et oplagt valg, da hun er storsælgende og har status af at være en artist for hele familien. Når man vælger hende, er der større chancer for, at det ikke bare er far og mor, der går ind og ser filmen, men at de også tager børnene med, siger Henrik Marstal, der er ph.d. i musikvidenskab og forfatter til flere musikbøger.

Med 10 millioner solgte albummer i USA, fire millioner i Storbritannien og flere end 20 millioner på verdensplan er Adele en af verdens mest sælgende musikere med albummet »21«.

- Det siger noget om, hvor vanvittig stor Adeles karriere allerede er. Og det siger meget om, hvor stor hun er i den engelske og resten af verdens bevågenhed. Hun har opnået meget på relativt kort tid, siger Søren Falk Madsen, der er Head of Digital and International Labels på Playground Music Denmark A/S, som udgiver Adeles musik i Danmark.

Søren Falk Madsen tvivler ikke på, at sangeren bag monsterhits som »Rolling in the Deep« og »Set Fire to the Rain« kan løfte opgaven, selv om hun blot var et år, da Gladys Knight lavede musikken til »License to Kill« med Timothy Dalton som agent 007 i 1989.

- Hendes vokal er så voldsomt stor og imponerende, at den sagtens kan bære det, siger han og fortsætter roserne ved at sammenligne Adele med en af historiens helt store sangerinder, som har lagt stemme til hele tre James Bond-temaer.

- Hun har sin egen diva-agtige udstråling og en meget fin, distinkt vokal, som minder om Shirley Bassey, siger Søren Falk Madsen.

Det overbeviser dog ikke Henrik Marstal om, at Adele - udover det kommercielle - er det rigtige valg.

- Det kunne være mere spændende, hvis man havde taget en smallere, mere skæv eller mere kontroversiel artist, siger han.

Det kunne for eksempel havde været den amerikanske rockmusiker Marylin Manson, foreslår musikforskeren.

- Han har bevist sig som en kommerciel artist, men har samtidig altid haft en kontroversiel side. Sådan et valg ville kalde på min nysgerrighed på en helt anden måde. Nu er det Adele, og så har man måske en lidt forstemmende fornemmelse af, at det kommer til at lyde fuldstændig, som det plejer. Og derfor er incitamentet til at høre den her sang måske ikke helt så stor, siger Henrik Marstal.

I Playground Music er man godt tilfreds med, at James Bond-skaberne har valgt Adele og ikke Manson.

- Salget vil få et yderligere løft. Adele vil komme ud til en endnu bredere del af den danske befolkning, end hun allerede er, siger Søren Falk Madsen.

Adele har solgt flere end 100.000 udgaver af »21« i Danmark.