Skuespilleren Martin Greis er langt fra den eneste som er kommet alvorligt til skade på teatret Gasværket i København. Forhåbentligt bliver han den sidste, men Gasværket fortsætter de store forestillinger.

Mandag aften var den gal igen, da hovedrollen i Gasværkets opsætning af stykket 'Come Together' styrtede lige på hovedet i orkestergraven, da en faldlem i scenen åbnede forkert.

Martin Greis er udskrevet fra hospitalet og bliver klar til verdenspremieren onsdag, men hans ulykke er langt fra den første.

- Nu kan jeg ikke tage ansvar for, hvad der skete under 'Gasolin', siger nuværende teaterdirektør på Gasværket, Jon Stephensen, da B.T. fanger ham efter en søvnløs nat.

- Vi er dybt berørt over situationen med Martin. Men også lettede over, at det var ikke mere alvorligt.

I 2006 hamrede sanger og skuespiller Jimmi Jørgensen hovedet ind i en scene, da han sammen med næsten samme hold som opfører 'Come Together', skulle spille hovedrollen forestillingen 'Gasolin'.
 
Måtte synge fra kulissen
Det samme skete for skuespilleren Lotte Andersen der beskadigede knæet så voldsomt, at hun måtte synge fra kulissen, mens en afløser kastede sig ud på den farlige scene.

På trods af det. var skuespillerinden tilbage på scenen efter blot en uge.

- Genoptræning, kaldte hun det til B.T. dengang.

Også skuespilleren Mark Linn faldt og slog hovedet, og der tog lægerne ingen chancer og lod ham blive i sengen, da han var i risiko for at få kronisk hovedpine. Hertil skal lige tilføjes, at Mark Linn - som også er med i 'Come Together' - ikke slog sig på selve scenen, men bag den.

Men 'Come Together' er lige så farefuld - og storslået - som 'Gasolin'. Også denne gang skal skuespillerne helt op under loftet og ud gennem faldlemme. Dog skræmmer ulykkerne ikke teaterdirektøren, som fortsat vil lave storslåede og farlige stunts.

- Vi stopper ikke med sådanne stykker. Men vi går aldrig på kompromis med sikkerheden, siger han til B.T.

- Vi har gennemgået sikkerheden endnu engang. Jeg føler mig tryg. Men det var virkelig en banal ulykke, som ingen kunne have forudset, som Martin var udsat for, siger teaterdirektør Jon Stephensen fra Gasværket.