KONCERT: NIELS JØRGEN STEEN & The A-Team, Copenhagen Jazz Festival, Kongens Have, søndag.
Niels Jørgen Steen og hans A-Team har jazzfestivalens mest loyale publikum.
Og det har været sjovt i flere år. Nu gider jeg det bare ikke længere. Koncerten swingede eminent, indtil der igen gik rod i noderne og det annoncerede nummer måtte udskydes. Det var som at overvære et bankospil. »Vi skal spille nr 22? Har alle fundet nr. 22!« Hvem af musikerne mon har det heldige nummer? Ikke alle åbenbart.
Det affødte den gamle vits om, at en af musikerne er gået over til prostatatismen! Nok er gensynsglæden stor. Men man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Kapelmesterens joke er blevet en selvopfyldende profeti.
Svingende
Men tusinder var atter i år mødt op i Kongens Have midt i København trods den mildest talt ustadige vejrudsigt. Og musikken svingede ligesom vejret fra høj solskin til styrtregn.
Små piger i tyl og gummistøvler holdt deres egen pytte-fest og stampede takten i de efterhånden mange vandpytter. Farvestrålende paraplyer røg op på kommando og ned, så snart regnen stilnede af. Feel-good jazz fra Ellington og Basie er aldrig gået af mode.
To svenske musikere pyntede på sagen, især trompetist Mårten Lundgren var en fryd for øret.
»Jeg har forbudt ham at spille sådan. Han får bare næseblod,« sagde Niels Jørgen Steen efter en af Lundgrens flotte soli.
Måske skulle Steen hellere selv følge Lundgrens eksempel og stramme korsettet. For de sidder dér skulder ved skulder: Flemming Madsen, Uffe Markussen, Jesper Thilo, Bob Rockwell og Erling Kroner. Så ubetinget et A-Team. Og garbadine-konfirmanden Bobo Moreno er smadder sympatisk, men det hele går dødt, når han standardiserer evergreens som »Over The Rainbow«.
Fin stemme men ingen personlighed. Så hellere Jesper Thilos rustne tenor.
Steen truede ironisk med at ville tage entré næste år, men skal han gøre sig fortjent til en billetindtægt, skal posen rystes.
