Michael Moritzen er blevet chef for sin far på det teater, som betyder så meget for dem begge.
For Henning Moritzen er det næsten som at komme hjem. Og for hans søn, Michael Moritzen, er det en helt særlig fornemmelse at være blevet sin fars chef.De går rundt på Folketeatret i København. Michael Moritzen har sammen med Tommy Larsen lige overtaget chefstolen på det gamle teater. Og Henning Moritzen skal spille hovedrollen som Jeronimus i første forestilling under den nye ledelse, Holbergs »Maskerade«.
De er begge to lidt benovede. Og samtidig helt lysende glade.
»Folketeatret er virkelig en slags hjem for mig«, siger Henning Moritzen.
»Her blev jeg i sin tid uddannet skuespiller, og her har jeg spillet et utal af roller. Så det er med en helt særlig følelse, jeg står her igen. Og følelsen bliver selvfølgelig helt speciel, når det er min søn, der er chefen.«
Michael Moritzen er nærmest født til teater. Han voksede op med to hjem - hans far og mor blev skilt, da han var to år - og han boede i sin barndom hos sin mor, Betty, men kom meget hos sin far og hans nye kone, skuespilleren Lise Ringheim.
»Men der var nu ikke noget pres om, at jeg skulle være skuespiller. Og i lang tid ville jeg slet ikke være det. Jeg tænkte alvorligt på at blive socialrådgiver.«
Men der var lige det med dukketeatret. Allerede som lille fik Michael Moritzen et meget stort, flot dukketeater. Det legede han meget med, satte store forestillinger op og kunne tilbringe mange timer alene med sit dukketeater. Og han satte netop stor pris på »Maskarade«, hvor han ovenikøbet tvang sin far til at lave dekorationen. Han har spisestuen derhjemme stadigvæk.
»Jeg kan bestemt ikke sige, at min far har påvirket mig til at blive skuespiller og instruktør, jeg har altid fået lov til at bestemme selv. Og så havde jeg jo et andet liv end skuespillet, fordi jeg voksede op hos min mor, som arbejdede på kontor. Men som sagt var mine forældre skilt, før jeg overhovedet kunne huske, så for mig var det ikke så ualmindeligt. Jeg kan huske, at vi var to i klassen, hvis forældre var skilt, det var jo ikke så almindeligt den gang.«
»Det er selvfølgelig forskelligt fra menneske til menneske, men for mig var det vigtigt, at jeg havde ét sted, hvor jeg boede. Ét sted hvor skabet stod. Når jeg var hos Henning og Lise, hvad jeg var meget, var jeg på besøg. Jeg har brug for rammer, og for mig ville det ikke have fungeret, hvis jeg havde boet begge steder, jeg egnede mig ikke til at være delebarn.«
Henning: »Jeg ved, at du har ret. Jeg er sikker på, at det i hvert fald var det rigtige for dig at vokse op hos din mor, men at du kom meget hos Lise og mig, der jo sammen fik vores datter Marianne. Og der var ingen jalousi mellem dine to hjem. Det spiller også ind, at der var tale om to kærlige, fornuftige kvinder.
Michaels mor, Betty, var fuldkommen tryg ved den enorme kærlighed, som Lise havde til Michael. Jeg kan huske en gang, hvor Michael stod hjemme hos mig og hang i telefonen og var lidt vranten over for sin mor. Af rent pædagogiske grunde gav jeg ham en skideballe, da han lagde røret på. »Sådan vil jeg simpelthen ikke havde, at du taler til din mor.«
Jeg har aldrig set en dreng blive så glad for en skideballe. For jeg forsvarede hans mor.«
Michael: »Det, tror jeg, var yderst klogt.«
Michael, du var ikke jaloux på din fars skuespillerkarriere, da du var barn?
»Nej, afgjort ikke. Jeg vidste da, at der fulgte en masse offentlighed med, men det, vi havde privat, var jo det vigtigste. Og så var der da også fordele. Det var jo ikke tosset at kunne tage sine klassekammerater med ind til prøver på Det Kongelige. Men det var ikke alle fars forestillinger, jeg fik lov at se. Det tog lang tid, før jeg så »Teenagerlove«, det var nok for skrap kost for en lille dreng... Men jeg fik da set den.«
Hvordan har I forholdt jer til hinandens karrierer?
»Interesseret, men uden at vi blander os«, siger far og søn næsten i kor.
»Jeg er glad for, at jeg har kunnet lave, hvad jeg ville uden at have min far stående i baggrunden. Så har jeg fået ros indimellem, og det er rart, for intet menneske kan leve uden ros«, siger Michael Moritzen.
»Jeg kan huske, da du en gang var i gang med at lære en meget vanskelig rolle. Jeg hørte dig jo tit i rollerne. Der var en aften, hvor jeg så nærmest i pjat sagde, at du kunne da prøve at bruge det og det tonefald. Og jeg kan huske Hennings: »Ja, for fanden, der er den sgu.« Og det der med, at jeg havde sat ham på sporet, gjorde mig mægtig stolt. Og det endte sgu med, at jeg fik et fantastisk jakkesæt for min indsats. Det var dejligt. Og man er da også både som barn og sener som voksen glad for at at få at vide, at man kan noget.«
Kunstnerisk, teatermæssigt er der ikke meget, der skiller far og søn. Men det betyder ikke, at de er totalt enige om alt her i verden.
Michael: »Der er masser af ting, som vi kan blive rygende uenige om. Jeg er nok bl.a. en hel del mere rød end min far. Far og Lise har da bestemt også blandet sig i samfundsspørgsmål, men jeg tror nok, at mit sociale engagement er ret stort, og dér kan det godt slå gnister.«
Hvem er rødest?
Michael: »Det er jeg, ingen tvivl om det«.
Henning: »Vi var nu også meget socialt engageret.«
Michael: »Der hænger jeg nok mere fast«.
Henning: »Du bliver jo også 74 på et tidspunkt.«
Men det er nu ikke den store uenighed, der præger far og søn, snarere et meget stort sammenhold. Det er nærmest blevet endnu større, efter at Lise Ringheim døde. Michael og Henning tager jævnligt på ture rundt i Europa for at se teater.
Og nu er Henning ansat hos sin søn.
Henning Moritzen: »Der er også en helt speciel historie omkring Michael, Folketeatret og mig. For mange år siden kom jeg lidt træt til en prøve til »Jul i Købmandsgården« her på teatret. Jeg havde været ude at solde sammen med en kammerat, der hed Henrik Wiehe. Så sagde Henrik Wiehe til direktøren, Thorvald Larsen: »Det kan godt være, at Henning er lidt distræt til prøverne i dag. Det er fordi, han har fået en søn i nat«. Thorvald Larsen blev helt rørt til tårer og sagde: »Tænk, at jeg skulle opleve det«. Og nu sidder Michael altså og er direktør for det samme teater. Så er der da ikke noget at sige til, at man som far er lidt stolt.«
