REVY: Sommerrevyen »Tobakskuller 2003«. Tekster: Leif Fabricius, Jacob Morild m.fl. Kapelmester og komponist: Nicolai Majland. Koreografi: Jeanne Boel. Kostumer: Mette Kibsgaard. Lysdesign: Nils Krøyer. Premiere. Kulturhuset Tobakken i Esbjerg. Spilleperiode: 7. - 30. august 2003.
Efter mange år uden har Esbjerg igen fået en sommerrevy. Og selv om der står Soft Blend på den tobak, der er stoppet i »Tobakskuller«, er revyen ikke uden styrke.

Andet ville også undre, for lokale Leif Fabricius - »Årets revyforfatter« i 2001 - har allieret sig med en af tidens skarpeste satirikere Jacob Morild. Sammen med Mette Marckmann og Jeanne Boel skabes et bundsolidt flot syngende og drønmusikalsk revyhold, der kan more uden at lefle.

I Esbjerg lider de ikke af berøringsangst over for politisk satire. Men midt i den sindige jyske humor savner man smagen af de raspende stærke sager, Morild plejer at servere hjemme på Café Liva i Nyhavn.

Den kommer først i revyens anden afdeling, der efter traditionen har de bedste numre. Som regeringens spindoktor når Jacob Morild - endnu en gang - i et snuptag spektret rundt med elegante hug til højre og venstre. »En snak mellem venner« hedder aftenens topnummer, og publikum elsker det. Det gør de også, når Morild sammen med Mette Marckmann giver spørgsmålet om retten til politisk asyl en ny og uventet drejning. Asylansøgeren er dansker! Eller når han skøn og skinhellig sammen med resten af holdet synger gospel til Hanne Bjørnskov Jørgensens skægge trosbekendelse til kuglegrillen.

Af andre griller er der også tidens trang til åndemaneri, som Mette Marckmann sender ud over rampen med jysk dialekt og dyb stemme. Det er næsten lige så skægt, som når super revydivaen Jeanne Boel spiller ud som overmoden, bikiniklædt Afrodite.

Med isposer placeret under hængepatterne og bulede ridebukselår konstaterer hun i sin egen velsmurte tekst, at det er svært at gå i fred for hormonstruttende ungersvende!

Dem leverer orkestret, hvis revydebuterende kapelmester hurtigt har lært sig genren, selv om der skal mere rutine til for at hamle op med skuespillerne, der er brandgode til at fyre op under publikum i den enorme overdækkede fabriksgård i kulturhuset »Tobakken«.

Jeanne Boels koreografi korresponderer flot med teksten og Mette Kibsgaards sommerbrogede kostumers samlede billede. Alt i alt ligner »Tobakskuller« indledningen til en ny revy-æra i Esbjerg.