FILM: Terminator 3 - Rise Of The Machines, Amerikansk, 2003, Instruktion: Jonathan Mostow. Premiere: I København: Imperial, Palads, CinemaxX og Empire samt et utal af biografer over hele landet.
Terminator 3 er en herlig overraskelse.

  • Terminator i tal

    Man kunne have frygtet et desperat comebackforsøg, med en aldrende Arnold som plejehjemsversionen af vores allesammens Terminatorrobot. Men seriens tredje afsnit »Rise Of The Machines« sparker så meget røv, at selv den største kyniker med garanti vil rødme af skam.

    Enhver anden skuespiller, der forsøgte sig i den hårdt pumpede rolle som dræbermaskine, ville fremstå utilstrækkelig som Jodle Birge på et Metallica album - tænk hvis de gav rollen til Ben Affleck!!

    Men væbnet med sin sædvanlige selvtillid starter Arnold heldigvis igen ballet uden en trævl på kroppen - tidsrejse kan bare ikke lade sig gøre i påklædt tilstand.

    Med et skævt grin godt gemt væk bag poketfjæset bøffer han det obligatoriske sæt lædertøj fra en homoseksuel mandlig stripper. Og så kører Terminatorekspressen ellers igen - for fuld skrue!

    Det drejer sig igen om kloden fremtid, der skal sikres af den modvillige helt John Conners (denne gang spillet af Nick Stahl). Endnu engang er det Terminatorens job at forsvare klodens fremtidige frelser imod andre og mere ondsindede maskiner.

    Og denne gang »personificeres« ondskabet af en ny, smækker og helt igennem dødsensfarlige model ved navn T-X. Dét står for Terminatrix. Og den sexede robot spilles perfekt og næsten tavst af den norske skønhed Kristanna Loken.

    Set lidt fra oven er »Terminator 3« ikke meget mere end én stor jagt, hvor Arnold, Nick Stahl og senere Claire Danes (som John Conners kæreste) løber som rasende for ikke at blive kværnet af den læderklædte Kristinna Loken. Men historien er skarp og slutningen chokerende. Instruktør Jonathan Mastow har ikke efterladt ét eneste overflødigt gram fedt på det imødesete værk.

    Og selv om specieleffekt afdelingen (som sædvanligt styret af legenden Stan Winston) denne gang ikke introducerer nogle nye revolutionerende design, så er hele det tekniske udtryk nu blevet så forfinet og effektivt, at man som tilskuer nærmest føler sig (herligt) gennembanket af filmens visuelle perfektion. Glæd dig blandt andet til en biljagt så monumental, at luften bliver slået ud af kroppen - både på dig og Arnold.