Den biografaktuelle film »Hvidsten Gruppen« om den jyske modstandsgruppe er trods små skønhedspletter absolut et kig værd, lyder anmeldernes dom.

Hver generation af danskere skal have deres film om Anden Verdenskrig, og »Hvidsten gruppen« kan meget vel gå hen at blive vores. Sådan lyder dommen fra Berlingske, der ligesom Politiken og Jyllands-Posten tildeler modstandsfilmen fire ud af seks stjerner.

- For første gang står vi nemlig med en film, der med rette kan kaldes krigsfilmen for den almindelige dansker om de landsmænd, der skulle tage stilling til, hvor meget og hvor lidt de ville acceptere overmagten. Glem alt om actionscener, vi alligevel ikke har penge til eller forstand på at lave herhjemme, og goddag til dagligdagsdilemmaet i krigen, skriver Berlingske.

Politiken roser debuterende instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis for at skabe spænding i en historie om helt almindelige menneskers mod:

- Næsten helt uden action får hun skabt en fortælling, der virker langt mere troværdigt i sin skildring af livet under krigen end eksempelvis Ole Christian Madsens store udstyrstykke »Flammen og Citronen«, der blev underligt udvendig og overfladisk i sin skydegale skildring af modstandkampen, skriver Politiken.

Der er menneskemylder i en film med op imod 50 talende roller, hvor flere er amatører. Blandt de kendte skuespillere er der magtfulde skuespillerpræstationer.

- I centrum står ejeren af Hvidsten Kro, Marius Fiil, sindigt og djærvt spillet af Jens Jørn Spottag, der har den fornødne drøjde i både krop og replik. Flot præstation!, skriver Jyllands-Posten og forsætter:

- Ved hans side og fuldt ud solidarisk står krokonen, vidunderligt, hverdagsnært og klogt spillet af den uforlignelige Bodil Jørgensen.

Det er dog ikke en film helt uden skønhedspletter.

- Filmen kammer over og presser følelsernes citron til sidste dråbe, da de dømte undervejs til henrettelsen i Ryparken sætter i med ”Altid frejdig”. Den scene havde jeg gerne undværet, ligesom man efter mit skøn burde have udeladt både afskedsbrevene og selve henrettelserne, der bliver en slags antiklimaks, skriver Jyllands-Posten.

Skønhedspletter eller ej, så skal den nok trækker danskerene i biografen.

- Når den virkelige historie i sig selv går én til hjertet - film eller ej - er det fordi, at den handler om en gruppe jævne, hæderlige og skikkelige danskere, som de er flest, skriver Jyllands-Posten.

Sine Bach Jakobsen, Berlingske Nyhedsbureau