Svensk udenrigspolitik er mærkelig, og statsministeren taler hele tiden om klimaforandringer, viser papirer.

USA har svært ved at finde ud af, hvad der er svensk udenrigspolitik.

Det fremgår af lækkede dokumenter fra den amerikanske udenrigstjeneste.

Den amerikanske ambassadør i Stockholm opfatter den svenske politik som fuld af modsætninger.

- Af og til er de hurtige til at indtage en overraskende hård linje (som med Ruslands invasion i Georgien), og andre gange er de så langsomme, at de får EU's beslutningsproces til at stoppe op (som med EU's sanktioner mod Iran), siger ambassadøren i sin indberetning, som WikiLeaks har offentliggjort.

Dokumentet indeholder også et portræt af statsminister Fredrik Reinfeldts personlighed.

Han omtales som en reserveret person, der "konstant snakker om klimaforandringer".

Det er avisen Aftonbladet, som har fået fat i dokumentet. Det er skrevet til præsident Barack Obama og blev skrevet forud for et møde mellem den svenske statsminister og Obama.

I et andet dokument, som er sendt til en af Obamas rådgivere, bliver Reinfeldt beskrevet som en leder, der sørger for, at hans ministre er synlige, men som selv helst styrer fra kulissen.

Det bemærkes, at Reinfeldts kone, Filippa, har stor indflydelse på sin mand. Det noteres også, at Reinfeldt kan lide husarbejde, og at han gerne vasker for ikke at udsætte sine allergiske børn for støv.

/ritzau/TT