Alarmerende mange kinesere rammes af tuberkulose, der ikke reagerer på almindelig medicin, viser en nyligt offentliggjort undersøgelse.

Flere og flere tuberkuloseramte kinesere kan ikke behandles med almindelig medicin. I 2007 var medicinen virkningsløs i hver tiende nye tilfælde af sygdommen. Det viser en undersøgelse offentliggjort i The New England Journal of Medicine onsdag, skriver Reuters.

- Vi har ingen grund til at tro, at situationen er blevet bedre siden. Tuberkulosen er overalt i landet. Det er en af de mest smitsomme sygdomme, der stadig plager den kinesiske befolkning, siger Daniel Chin, der er medforfatter til undersøgelsen, ifølge Bloomberg.

Han understreger, at situationen allerede var »dyster« i 2007. Omkring 110.000 kinesere var ramt af den multiresistente art af sygdommen. Samtidig fik en fjerdedel af det offentlige sygehussystems tuberkulose-patienter en utilstrækkelig behandling, fordi de i første omgang fik medicin, der ikke virkede.

Den multiresistente tuberkulose er ifølge Reuters meget svær at helbrede, men en tidlig diagnose forbedre chancerne for overlevelse.

Allerede sidste år advarede verdenssundhedsorganisationen WHO om, at medicinresistente former for tuberkulose breder sig med alarmerende hast i Europa.

Tuberkulose dræber hvert år omkring 1,7 millioner mennesker på verdensplan.