Mens alle eksperter fraråder større forsamlinger, afholdt den amerikanske præsident Donald Trump et indendørs vælgermøde søndag.

Det skriver blandt andre Reuters og Daily Mail.

Den republikanske kandidat talte til vælgere i staten Nevada, hvor et par tusinde Trump-støtter var troppet op. Og det trækker overskrifter i det amerikanske.

Eksperter har gennem længere tid advaret mod at mødes indendørs i større forsamlinger, og Donald Trump har også i flere måneder holdt sine vælgermøder udendørs for at begrænse eventuel smittet.

Mange fremmødte til vælgermøde i Henderson.
Mange fremmødte til vælgermøde i Henderson. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Vælgermødet mødte allerede kritik inden afviklingen, blandt andet fordi det overskrider restriktionerne i Nevada, der siger, at man ikke må samles mere end 50 personer. Men det affejede Trump-lejren med, at det var vælgernes ret at komme forbi og vise deres støtte.

»Hvis du kan være en del af titusindvis af mennesker, der protesterer i gaderne, hvis du kan gamble på et casino eller brænde små virksomheder ned i optøjer, kan du også samles fredfyldt under forfatningens første tilføjelse (om blandt andet forsamlingsfrihed, red.) for at høre fra USA's præsident,« sagde talsmand Tim Murtaugh ifølge Reuters.

Ved vælgermødet i byen Henderson skulle Trump-lejren have sikret sig mod smitte ved at måle folks temperatur ved ankomst samt uddelt masker, som de fremmødte kunne bære undervejs.

Ifølge Daily Mails USA-korrespondent blev der ikke holdt nogen nævneværdig afstand mellem de fremmødte deltagere, mens ansigtsmaskerne i stor grad forblev i lommerne.

Foto: Ethan Miller
Vis mere

Nevadas demokratiske guvernør, Steve Sisolak, fordømmer Donald Trumps vælgermøder.

»I aften viser Donald Trump hensynsløs og selvisk opførsel, der sætte utallige liv på spil her i Nevada. Præsidenten lader til at have glemt, at landet stadig står midt i en global pandemi,« siger Steve Sisolak ifølge Daily Mail.

Vælgermødet kommer få dage efter nyheden om, at Donald Trump allerede i marts var klar over, hvor dødelig coronavirus var. Men præsidenten valgte bevidst at nedtone retorikken om coronavirus over for amerikanerne.

Det kom frem på baggrund af optagelser fra interview med journalisten Bob Woodward.