Tre franske soldater blev torsdag skudt og dræbt ud for et shoppingcenter i den sydfranske by Montauban.

Torsdag eftermiddag blev tre franske soldater udsat for et attentat, der kostede dem alle livet. Det oplyser det franske forsvarsministerium.

Soldaterne blev skudt af en sortklædt mand med hjelm i byen Montauban, der ligger i det sydlige Frankrig.

Gerningsmanden kørte på scooter forbi soldaterne ud for et shopping center i byen, trak en pistol frem og åbnede ild uden varsel, skriver CNN.

To af soldaterne på henholdsvis 24 og 26 år døde på stedet, mens den tredje døde af sine kvæstelser få timer senere.

Drabsmanden flygtede fra gerningsstedet, der ligger i nærheden af en militærforlægning, efter nedskydningen og bliver nu eftersøgt af fransk politi og militær.

Soldaterne er fra det 17. faldskærmsregiment, der holder til i Montauban, som ligger cirka 50 kilometer fra Toulouse.