NEPAL: To kvinder og en mand er blevet reddet ud fra murbrokkerne i landsbyen Kerabari i Sindhupalchowk-distriktet i Nepal, otte dage efter det voldsomme jordskælv, der målte 7,7 på richterskalaen, ramte landet.

Det oplyser Reuters.

De tre overlevende er fundet dagen efter, at en talsmand for Nepals indenrigsministerium udtalte, at myndighederne ikke regnede med at finde flere overlevende.

Den seneste overlevende, inden søndagens opsigtsvækkende redningsaktion, var en 18-årig kvinde, der blev reddet ud af et sammenstyrtet hus i hovedstaden, Kathmandu, torsdag.

Dødstallet efter det ødelæggende jordskælv er nu oppe på 7.040 ifølge Reuters, men tallet vil blive ved med at stige, lyder det fra en talsmand for de nepalesiske myndigheder søndag.

BNB