JAPAN: Japanske myndigheder oplyser ifølge den nationale nyhedsstation NHK, at flere end 30 personer søndag er fundet livløse nær toppen af vulkanen Mount Ontake, der lørdag gik i udbrud. Politiet vil dog ikke bekræfte, at personerne er døde, før de er tilset af en læge, som den japanske tradition foreskriver, skriver nyhedsbureauet Reuters.

NHK har tidligere oplyst, at 32 vandrere var fanget nær toppen, og flere internationale medier skriver, at det er dem, som de japanske myndigheder har lokaliseret.

I alt strandede cirka 250 mennesker nær toppen af den japanske vulkan, da den lørdag gik i udbrud uden varsel. Det kraftige udbrud sendte en strøm af aske og klippestykker op i luften og tre kilometer ned ad vulkanens sider. De fleste formåede at komme i sikkerhed i løbet af lørdag aften, men ikke alle.

Reuters oplyser, at flere end 40 personer er blevet såret ved naturkatastrofen, mens 45 personer fortsat savnes.

Søndag fortsætter Mount Ontake med at spy røg og aske, mens myndighederne arbejder hårdt på at finde flere overlevende.

Vulkanbjerget ligger omkring 200 kilometer vest for Tokyo og er et populært mål for klatrere og vandrere.

Det seneste dødelige vulkanudbrud i Japan var i 1991, da 43 mennesker mistede livet, da Mount Unzen gik i udbrud i sydvestlige Japan.