En ny og heftigt promoveret TV-serie genrejser O. J. Simpson-sagen, og en kendt professor forklarer, hvorfor american football-stjernen angiveligt begik dobbeltdrab: Sporten havde ødelagt hans hjerne.
Det var en måling, som var mere sensationel end en hvilken som helst Megafon-måling:
Den sorte american football-stjerne O. J. Simpson stod anklaget for dobbeltmord, og efter en månedlang retssag sagde 77 pct. af alle hvide amerikanere, at han uden tvivl var skyldig. Mens 72 pct. af alle sorte amerikanere sagde, at han var uskyldig.
Sådan. Hvis man ville have et enkelt bevis for den verdensforskellige oplevelse af Amerika – så var den dér. Det sorte og hvide USA kunne følge væg til væg-mediedækningen af sagen og nå til to modsatte konklusioner baseret på de ens oplysninger, men helt uens erfaringer med liv og død i USA.
Det var en af de mange facetter, som gjorde O. J. Simpson-sagen til så meget mere end bare en forløber for Kim Kadashians bagdel, og som i en meget snæver og amerikansk forstand berettigede, hvad mange herovre i en meget bred og global forstand kaldte den: »Århundredets retssag.«
Og nu er den så tilbage. Tirsdag aften amerikansk tid blænder TV op for en heftigt promoveret serie om retssagen, og selv højpandede medier som New York Times, Washington Post og Slate overgiver sig. Serien er »rasende underholdende og sensationel,« den er »magtfuld og elektrisk,« skriver Slate f.eks. i en af sine tre artikler om »The People versus O. J. Simpson,« og interessen bliver ikke mindre af, at Cuba Gooding Jr. og John Travolta har to af hovedrollerne.
Dårekistegal
Derfor er der god grund til at forvente endnu en amerikansk fascination af O. J. Simpson, 21 år efter kriminalsagen, hvor han blev frifundet for dobbeltmordet; 19 år efter civilretsagen, hvor han blev dømt ansvarlig for mordet, og ni år efter han skrev en biografi, hvor han i konjunktiv form beskrev, hvordan han begik drabet, hvis han begik det.
Der er imidlertid god grund til at forvente, at skyldsspørgsmålet vil fylde mindre denne gang. Civil-retsagen, den konjunktive bog og tiden har gjort deres arbejde. I dag siger selv knap 60 pct. af de sorte amerikanerne, at O. J. Simpson gjorde det, og »O. J. Simpson« er blevet et sarkastisk udtryk for kontrafaktuel historieskrivning, som blev til noget.
I stedet vil spørgsmålet formentlig lyde: Hvorfor gjorde han noget så dårekistegalt? For Simpson var ikke en hvem-som-helst; han var en af sin generations største sportsstjerner, han var for american football, hvad en Preben Elkjær var for dansk fodbold; han havde vundet alt, hvad en american footballspiller kunne vinde, inklusive folkets kærlighed, og han havde en lukrativ efter-karriere som reklameobjekt og filmstjerne.
Hvorfor dukkede han så ifølge civilretsagen 12. juni 1994 op hos sin eks-kone, og hvorfor stak han i en eksplosion af bloddryppende raseri hende og hendes nye kæreste ihjel?
Ødelagt hjerne
En anden amerikansk legende har nu en forklaring, som er lige så opsigtsvækkende, som den faktisk er sandsynlig.
Professor Bennet Omalu er kendt som lægen, der som den første diagnosticerede det såkaldte »hjernesyndrom« hos american football-spillere, og han bliver spillet af Will Smith i den nylige film »Concussion.« Syndromet – »kronisk traumatisk encefalopati« – er en uhelbredelig hjerneskade, som ofte udmønter sig i dyb depression og fnysende aggression, og Bennet Omalu er ikke i tvivl.
»Jeg vil vædde min lægelige autorisation på, at O. J. Simpson lider af det,« siger han til ABC News. Syndromet kan kun endeligt konstateres efter en obduktion, men Simpson har alle symptomerne, siger Omalu, bl.a. »en eksplosiv og impulsiv adfærd, vrangsindet dømmekraft, kriminalitet og humørsvingninger.«
Læg dertil, at al statistik taler for det. En professionel american football-spiller af O. J. Simpsons kaliber vil have pådraget sig hundreder små og store hjernerystelser gennem sin karriere, og det »vil kvæle hjernen« og føre til det traumatiserende syndrom, siger Omalu. I 2015 offentliggjorde retsmedicinere fra Boston University, at de havde obduceret 165 tidligere american footballspillere, og 96 pct. af alle spillere fra topligaen led af af hjernesyndrom, og 79 pct. af alle spillere gjorde det. Som Omalu siger til ABC: Det er »meget mere sandsynligt end ikke,« at en topspiller som Simpson spillede sin hjerne i stykker.
Simpson har selv tidligere forklaret, at han ofte i sin storhedstid i 1970erne »fik så hårde stød i hovedet, at jeg momentalt mistede bevidstheden … men jeg fortsatte bare med at spille,« som Atlantic har noteret.
Sådan en diagnose vil forklare, hvorfor O. J. Simpson gjorde, hvad han gjorde, og det vil også forklare, hvorfor han efter sin frifindelse i kriminalsagen fortsatte med at leve så vanvittigt et liv. For eksempel bortførte og berøvede han i 2007 en kendt forhandler af fodbold-souvenirer på et hotel i Las Vegas. Simpson blev idømt 33 års fængsel for røveri og frihedsberøvelse og sidder nu i fængsel. Beslutningen om at skrive en bog med titlen »Hvis jeg gjorde det, så gjorde jeg det sådan her« tyder også på en problematisk dømmekraft.
Omalus diagnose er hverken vished eller hvidvaskning. Omalu har ikke undersøgt Simpson, kun sammenlignet hans symptomer med sandsynligheden, og uanset om Simpson har hjernesyndrom eller ej – så gør det ikke en tøddel af forskel for de mennesker, som han dræbte, og deres pårørende. Hans hjernedød vækker ikke de døde.
Men det er endnu en advarsel mod den uden sammenligning mest farlige amerikanske sport, og det er et bud på en forklaring på, hvad der i en meget snæver og meget amerikansk kontekst er »århundredets mysterium.«
