GAZA: Det største hospital i Gaza er hårdt presset, samtidig med at flere syge og døde bringes ind under lørdagens våbenhvile, fortæller mellemøstkorrespondent Allan Sørensen.

»Folk ligger ude på altanerne på det største hospital i Gaza. Hvis det var i Danmark, ville man sige, at hospitalet ikke kunne operere under de omstændigheder. De er virkelig presset på hospitalsfronten i Gaza. De har ikke plads til flere og mangler medicin,« fortæller mellemøstkorrespondent Allan Sørensen, der selv forlod Gaza fredag aften.

Israel har oprettet et felthospital lige ved grænsen, men palæstinenserne vil ikke så gerne bruge det.

»Der er også ideologi i det. Hvis man lader sig indlægge på et israelsk felthospital, får man så problemer, når man kommer tilbage til Hamas-land igen?,« siger Allan Sørensen.

Der er tale om at lave en humanitær korridor til Egypten, men indtil videre er der ingen, der kommer ind eller ud af Gaza på nær journalister.

Lørdagens våbenhvile bruger palæstinenserne på at sunde sig og grave lig ud under boliger og bygninger, der er blevet bombet, og få folk på hospitalet. Fra israelsk side har man forbeholdt sig retten til stadig at bombe palæstinensernes tunneler under grænsen, men der er endnu ikke gjort alvor af det.

»Det vil Hamas se som en klar overtrædelse af våbenhvilen. Samtidig går Israel og håber på, at Hamas bryder våbenhvilen, så det bliver Israel, der kan score nogle internationale point og pege fingre af Hamas,« siger Allan Sørensen.

Han forventer ikke, at våbenhvilen i Gaza vil smitte af og dæmpe uroen på Vestbredden og i Jerusalem.

»Om aftenen er der demonstrationer i gaderne. Forskellen fra tidligere er, at den politiske ledelse nu bakker op om det, og det er helt afgørende. Ved de to tidligere intifadaer i 1987 og 2000 har der været folkelig frustration, der først rigtig begynder at koge, når den politiske ledelse bakker op,« siger Allan Sørensen.

»Det handler ikke længere kun om den israelske offensiv i Gaza. Nu handler det om hele den israelske besættelse,« siger han.