Siden starten af juni er endnu et antal ejendomme, der ejes af hvide, blevet angrebet i Zimbabwe. Det sker, mens Zimbabwe forsøger at forbedre sit image.

Mindst 16 hvide jordejere i Zimbabwe er blevet angrebet inden for den seneste uge, oplyser de kommercielle jordejeres forening (CFU).

Gerningsmændene forsøgte at smide de hvide jordejere, heriblandt flere sydafrikanere, på porten.

- CFU er dybt bekymret over de seneste angreb på hvide jordejere og over politiets manglende indsats for at beskytte dem. Og det selv om højesteret i kendelser har bestemt, at de kan blive på deres jord, siger CFU's vicepræsident Charles Taffs.

Taffs henviser til, at de nye brud på lov og orden i Zimbabwe finder sted på et tidspunkt, hvor Zimbabwe forsøger at forbedre sit image og engagere sig internationalt.

- Disse brud på lov og orden vil tvinge Zimbabwe yderligere ud i isolation. Vi appellerer til regeringen om at gribe ind, siger Taffs.

Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, lancerede en omstridt jordreform i 2000, der resulterede i, at over 3000 landejendomme, der var ejet af hvide, blev overtaget af militante tilhængere af Mugabes Zanu-PF.

Mugabe sagde den gang, at jordreformen var nødvendig for at rette op på den ulighed mellem sorte og hvide, der er et resultat af kolonitiden.

Men siden jordreformen blev gennemført har Zimbabwe, der en gang var det sydlige Afrikas brødkammer, end ikke været i stand til at brødføde sig selv. FN skønner, at Zimbabwe i år kun vil være i stand til at høste 1,5 millioner ton korn, men har behov for 2,2 millioner ton korn for at brødføde landets befolkning.

/ritzau/dpa