Det drejer sig om to dage i juli. Hamborgs luksushotel nummer 1 har ikke kunnet finde plads til USAs præsident.

Hamborg i det nordlige Tyskland er vært for næste møde under G20 og får derfor fint besøg til sommer:

Repræsentanter for klodens 20 største økonomier skal mødes i hansestaden og diskutere verdens gang.

Arrangørerne har ikke sat navn på alle deltagerne endnu. Men statscheferne selv stiller som regel op.

Også nyvalgte Donald Trump fra USA har efter sigende meldt sin ankomst.

Amerikanernes præsident kan bare ikke finde overnatning. Pt. er han slet og ret hjemløs i dagene 7. og 8. juli.

Donald Trump har nemlig ifølge det velunderrettede Hamburger Abendblatt fået et klokkeklart nej fra Hamborgs luksushotel over alle - Vier Jahreszeiten.

Hotellet har i årtier hørt til Hamborgs større attraktioner:

Det begyndte i 1897 med 11 værelser og udvidede i årene mellem de to verdenskrige til den nuværende himmel af flere etager og alskens luksus.

Selv om Vier Jahreszeiten ikke er Hamborgs eneste luksushotel, har det længe været et af statsledernes foretrukne.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa holdt for eksempel møde i Hamborg kort før jul og havde John Kerry med.

Kerry var stadig amerikansk udenrigsminister dengang. Og han boede på Vier Jahreszeiten.

Om hotellets indehavere er knap så vilde med Donald Trump eller bare ikke har flere værelser, ved ingen:

Hotellet med det fulde navn Fairmont Hotel Vier Jahreszeiten vil slet ikke kommentere på sagen.

Sikkerheden skal naturligt nok være i top under det store møde.

Amerikanerne har vistnok helst villet have deres præsident sovende på Hotel Adlon i Berlin og så flyve ham frem og tilbage i helikopter.

Men det legendariske luksushotel på Unter den Linden har ifølge tyske medier heller ikke hørt fra præsidenten endnu.

Så noget tyder på, staben bag USAs nye præsidents stadig mangler de sidste detaljer i planlægningen.

Det tyske politi har under alle omstændigheder anbefalet samtlige statschefer at overnatte direkte i Hamborgs bymidte.

Værten og forbundskansleren Angela Merkel skal for eksempel bo på Hotel Atlantic Kempinski i de to dage.

Statslederne fra Storbritannien, Brasilien, Vietnam og Indien overnatter på Hotel Curio.

Kineserne sover på Grand Elysée Hotel.

Og repræsentanterne fra Saudi-Arabien har ifølge dagbladet Bild lagt beslag på den nybyggede Elbphilharmonie.

Hvorvidt præsident Trump har en anden løsning i tankerne og vil nå frem til de planlagte møder i tide, vides ikke endnu.