Google påstår nu i samarbejde med den unge engelske tøjdesigner Christian Cowan, at de har lavet de eneste ’rigtige’ blå jeans i verden. Det skriver Metro.

Den 22-årige Christian Cowan har allerede designet tøj for kendte superstjerner som Lady Gaga, Ariana Grande og Miley Cyrus og nu altså også Google i forbindelse med London Fashion Week.

Opskriften på at lave de 'eneste blå jeans' i verden er for Christian Cowan simpel.

Han siger til Metro, at han har besøgt farvehandler i London og New York for at finde den perfekte blå farve, der matchede Googles nye Pixel-smartphone - 'Really Blue'.

»Jeg gik igennem utallige farver for at være helt sikker på, at jeg fandt den rigtige. For ingen har nogensinde gjort det her før, så det tog lidt tid, at få det til at passe perfekt,« siger Christian Cowan til Metro.

Internet søgegiganten har hyret designeren, fordi de ville have et stykke tøj til at matche smartphonen.

Der er kun syet én lomme i de blå jeans. Lommen er perfekt designet til lige at kunne indeholde et eksemplar af Pixel-telefonen.

Google fortæller, at der ikke skal være plads til andet end mobilen i bukserne, fordi mennesker alligevel gør alt med mobilerne. Vi betaler, fotograferer, navigerer, finder nyheder, spiller og kommer i kontakt med andre. Mobilen er den eneste, vi bør bære rundt på ifølge Google, skriver Metro.

»Jeg synes at teknologi og mode hører sammen. Specielt mere end det allerede ses rundt omkring i verden,« siger Christian Cowan til Metro.

Måden du kan komme til at være ejermand af de her jeans, der altså ifølge Google og Christian Cowan er de eneste rigtige blå jeans i verden, er ved at kontakte designeren privat. Så finder han en passende pris til dig.

Se billederne af bukserne fra Instagram her: