Frankrig bomber videre i Mali

Offensiven mod al-Qaeda-oprørere i Mali griber om sig. Storbritannien støtter Frankrig med transportfly og sender militærrådgivere. Flere lande i Vestafrika på vej til at sende soldater til Mali.

MALI: Franske jagerfly og angrebshelikoptere fortsætter med at bombe de al-Qaeda-relaterede oprøreres stillinger i det nordlige og centrale Mali.

Søndag angreb franske fly flere oprørsbaser, blandt andet i den nordlige ørkenby Gao som led i offensiven, der blev indledt fredag:

- Flyene er så hurtige, at man kun kan høre lyden af dem på himlen, sagde en lokal beboer i Gao over telefon til Reuters.

Fredag indledte Frankrig sin militære intervention med et angreb på en konvoj med flere hundrede oprørere, der var på vej mod syd, og måske på vej til at indtage hovedstaden Bamako 500 kilometer længere mod syd. Angrebene stoppede oprørerne, der senere også flygtede fra en større strategisk by i området.

Den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, sagde søndag til fransk TV:

- Der fandt angreb sted i nat, der finder angreb sted nu og der kommer angreb i morgen. Præsident Hollande er fuldstændig indstillet på at tilintetgøre disse terrorister, der truer Malis sikkerhed, vores eget land og Europa, sagde han.

De al-Qaeda-relaterede oprørere har gennem de seneste ni måneder sat sig på magten i det nordlige ørkenområde og gjort den ældgamle og sagnomspundne by Timbuktu til hovedstad i en selverklæret islamisk stat.

De har påtvunget befolkningen sharialove i strengeste fortolkning og indført offentlig piskning, offentlige henrettelser og afhugning af lemmer. Yderligere har de ødelagt mange antikke kulturskatte.

Deres tilstedeværelse opfattes nu også som en international trussel, som FNs sikkerhedsråd har bedt det internationale samfund om at gribe ind overfor.

Og selv om Frankrig, der er tidligere kolonimagt i området, fungerer som militær spydspids, står landet ikke alene.

Den britiske TV-station Sky News rapporterede søndag eftermiddag, at to britiske C-17 transportfly var på vej til at lette senere på dagen og ville lette med kurs mod Mali, men forinden stoppe i Paris for at laste udstyr og måske tage 60 ekstra tropper med.

Aftalen om den britiske assistance kom i stand lørdag aften i en samtale mellem præsident Francois Hollande og premierminister David Cameron, der samtidig gjorde det klart, at Storbritannien ikke sender kamptropper til Mali.

Søndag eftermiddag meddelte den britiske minister for afrikanske anliggender, Mark Simmonds, dog, at det yderligere er stærkt sandsynligt, at regeringen vil tilbyde træning og støtte til Malis hær:

- Det er en helt nødvendig del af vores forpligtelse som permanent medlem af Sikkerhedsrådet at yde assistance, når vi bliver anmodet om det, lød det fra Mark Simmonds.

Frankrig har i øjeblikket 400 tropper i Mali. Flere end 100 oprørere meldes dræbt i offensivens første dage, men også Frankrig led tab, da en helikopter lørdag blev skudt ned, og piloten dræbt.

Der er også militær hjælp på vej fra flere lande i den østafrikanske regionale samarbejdsorganisation ECOWAS.

Niger og Burkina Faso har annonceret, at de hver sender 500 soldater af sted, men også Nigeria og Senegal har meddelt, at de vil sende soldater til Mali.

I Nigeria angiver en talsmand for præsidenten over for AFP tallet til 600.

De første tropper fra ECOWAS skulle ifølge Reuters ankomme allerede søndag.