Den 4.juni tager den førende playboy Hugh Hefner sit privatfly til Los Angeles sammen med verdens førende skuespillere, sportsstjerner og musikere for at indvie Playboys nye natklub og kasino, Playboy Club London. Gallaåbningen af den nye klub kommer 30 år efter, at Playboy-kongen i 1981 måtte lukke klubben, som i 1960erne og 1970erne var det førende insted for de rige og berømte i London med natklubber, restauranter og kasino. Klubben måtte lukke, da spilletilladelsen blev inddraget efter en razzia. Myndighederne havde mistanke om skattesnyd – en mistanke, der dog aldrig blev bevist.
Og nu er Hefner, der et par uger efter åbningen gifter sig med den 61 år yngre playmate Crystal Harris tilbage med bunnypiger, spilleborde og luksusrestauranter. Og som dengang satser han og resten af holdet bag klubben igen på de eksklusive kunder.Klubben breder sig over to etager på den eksklusive adresse Old Park Lane. Prisen for at være medlem af det eksklusive selskab er 13.000 kr. om året, og en særlig komite bestemmer hvilke ansøgere, der får adgang. Playboy-stifteren har selv et meget klart billede af det ideelle medlem: ’En, der har penge og god smag!’
Men hvordan gik det egentlig for sig, da Hugh Hefner i 1960erne indtog London med sin første eksklusive klub?
Catherine MacDonald husker stadig det hele – festerne, de mange stjerner, de store drikkepenge og den overvældende opmærksomhed som den nye frække klub tiltrak sig helt fra begyndelsen – ja allerede inden den åbnede i 1966, hvor hun 23 år gammel indledte otte års tjeneste som playboybunny i Europas første Playboyklub.
Først i Europa
Catherine MacDonald (68) var en af de første Playboy-bunnier, der blev ansat, da den i dag 85-årige Hugh Hefner i 1960erne under stor virak åbnede sin første eksklusive natklub uden for USA i den engelske hovedstad. Da B.T møder hende på en restaurant i Nordlondon undskylder hun sit ’rodede hår’, selv om de lysnede lokker sidder perfekt. Hendes negle er røde ligesom læberne og halstørklædet, hun har snoet om halsen. Udseendet er tydeligvis stadig vigtigt for denne tidligere Playboy-bunny, der for 45 år siden først trak i korset, kaninører og falske øjenvipper.
Hun trækker en scrapbog op af taskeen og smiler, da minderne myldrer frem, efterhånden som hun bladrer igennem bogens mange avisudklip og fotos.
På et billede sidder den engelske komiker Marty Feldman og stirrer på Catherine MacDonald med sine berømte udstående øjne. På et andet poserer hun efter at være blevet kåret som ’Best London Cocktail Bunny 1972’.
Særlig én episode har indprentet sig hos hende: Hvordan der blev hvisket blandt bryllupsgæsterne og playboy-bunnierne, da filminstruktøren Roman Polanski og hans smukke skuespillerkæreste Sharon Tate 20. januar 1968 storsmilende indtog Playboyklubben på 45 Park Lane i Londons Mayfair-kvarter.
Tidligere på dagen var det celebre kærestepar blevet modtaget med jubel og ivrige pressefotografer, da de efter en vielse på borgmesterkontoret i rigmandskvarteret Chelsea trådte ud på Kings Road som mand og kone. Og nu ankom de til det globale jetsets nye legeplads, Playboy-stifteren Hugh Hefners eksklusive medlemsklub, hvor parret ville fejre vielsen med en reception.
Som altid var der film- og sportstjerner overalt. Mens brudeparret fodrede hinanden med bryllupskage i klubbens VIP-restaurant, forsynede skuespilleren Michael Caine sig med champagne og lod kollegaen Joan Collins om at lave benspjæt på dansegulvet iført tidens store trend: miniskørtet.
Bruden havde også valgt en ultrakort brudekjole, men det var nu farven på den højhalsede minikjole med snørebånd og pufærmer, der gav anledning til snakken.
- Brudekjolen var sart grøn, og mange undrede sig over, hvorfor Sharon Tate dog havde valgt den farve, da grøn jo bringer ulykke, hvis man ellers er overtroisk, siger Catherine MacDonald og gyser:
- Ingen af os havde dog kunnet forestille sig, at hun blot et år senere ville blive fundet myrdet i parrets hjem i Los Angeles, kun 26 år gammel og højgravid.
Da Catherine MacDonald og fem andre engelske piger – udvalgt blandt mere end 1.000 ansøgere – i 1966 rejste til Playboys hovedkvarter i Chicago for at blive lært op som cocktailbunnier, var fænomenet endnu ikke nået uden for Amerikas grænser. Men det ville Playboystifteren Hugh Hefner med det uartige ry råde bod på med planerne om at åbne Londons – ja Europas - hotteste klub. Efter seks måneders træning i USA, hvor de boede i Hefners luksuriøse Playboy Mansion, vendte pigerne tilbage til London, hvor de oplærte de 250 nye playboybunnier, der skulle arbejde i klubben.
- Jeg blev Playboy-bunny, fordi jeg fik chancen for at komme til USA. Jeg vidste ikke, hvad en bunny var for noget, men da jeg fik tilbuddet om at rejse til Chicago og blive lært op som en, lod jeg mig friste. Og det har jeg aldrig fortrudt. Selvfølgelig kendte man i forvejen til Playboy i England, men det var stadigvæk lidt af et mysterium for folk, hvad det egentlig handlede om, så det var noget af en begivenhed, da klubben åbnede.
Klubben på Park Lane havde cabaret-rum, diskotek, pianobar, cocktailbar, kasino og adskillige restauranter. Cocktailbunnierne skulle huske 150 forskellige cocktails i hovedet og havde forbud mod at læne sig ind over bordet, når de serverede.
Derimod skulle de præstere det berømte ’Bunny Dip’, hvor de bøjede sig bagover og vendte ryggen til kunden. Andre bunnier blev forsynet med et polaroidkamera og gik rundt i klubben og fotograferede gæster og bunnier sammen. VIP-bunnierne arbejdede i klubbens VIP-restaurant, som kun stamkunderne havde adgang til.
Det var et krav, at bunnierne udstrålede overskud og fik gæsterne til at føle sig godt tilpas.
- De havde jo ikke lyst til at komme ind og se på en bunny, som så elendig og ulykkelig ud. Uanset hvordan du havde det, måtte du altid fremvise et levende og glad ansigt. Det kunne godt være hårdt engang imellem, da vi jo alle sammen kan have en dårlig dag.
Bunny-pigerne skulle ikke bare være smukke, velplejede og sofistikerede men også besidde personlighed, charme og humor. Der var inspektion hver dag.
Romancer var fyringsgrund
- Vi måtte ikke ryge, spise, sidde ned eller drikke over for en kunde. Vi skulle se ungdommelige, friske og perfekte ud, så vi havde altid falske øjenvipper, rødlakerede negle og rød læbestift på. Hvis en pige sjuskede med sit udseende og tog på, risikerede hun at blive bortvist på stedet. Det var ret brutalt, og det holdt os bestemt på tæerne.
Kostumerne blev syet efter pigernes mål og kom i mange farver. Kostumet over dem alle var det sorte i satin, som kun instruktør-bunnierne havde lov at bære.
- Ud fra dagens standard var kostumerne jo egentlig ret tækkelige, men dengang blev de anset for vovede, selv om vi bar snørede korsetter og var fuldstændig beskyttede. Kostumerne er efter min mening ikke det mindste udfordrende, når du ser, hvordan piger på gaden klæder sig i dag.
Der blev passet på pigerne, og gæsterne havde ikke lov til at røre dem. Medlemskabet blev inddraget, hvis reglerne blev overtrådt.
- Vi vidste, at ingen fik lov til at forulempe os. Mange var fristet til at knibe vores haler, og det var også som regel i orden. Men de måtte ikke gå videre end det.
Romancer mellem pigerne og kunderne var fyringsgrund, og klubben havde sit eget detektivbureau, der holdt øje med dem.
- Detektiverne kom i klubben forklædt som kunder og gav os drikkepenge for at kontrollere, om vi afleverede pengene til den fælles pulje, som vi skulle. De forsøgte også at lægge an på os, og få en date med os, og hvis vi gik i fælden, betød det bortvisning. Siden blødte vores chef, Vicor Lownes, op og sagde, at han ikke ville ’stå i vejen for ægte kærlighed’.
Flere bunny-piger giftede sig med kendisser, de havde mødt fra klubben.
- En af pigerne giftede sig med fodboldstjernen George Best. En anden med den amerikanske komiker Dick Martin.
Stjerner som Frank Sinatra, Jack Nicholson, Muhammed Ali, Roger Moore, Woody Allen, Sammy Davis Jr. og John Cleese var fast inventar.
- Sammy Davis Jr. var sjov og sød. Somme tider inviterede han os med til efterfest, når han havde optrådt i kubben.
Mange foretrak at spise i VIP-restauranten, hvor atmosfæren var mere afslappet end i resten af klubben. Alt fra de bløde sofaer og gulvtæpperne til tapetet på væggene var holdt i blåt, og der var spejle og malerier overalt. Selv bunniernes kostumer var blå med sølvkant.
Langt de fleste af stjernerne holdt lav profil og opførte sig pænt.
Smidt ud
- Men jeg husker engang, da den amerikanske skuespillerinde Raquel Welch holdt en cocktailfest, og hvor en bestemt bunny-pige, der lignede skuespillerinden, blev bedt om at forlade lokalet og ikke vende tilbage, før festen var forbi. Det blev vi noget chokerede over, og vi havde alle på fornemmelsen, at hun blev smidt ud, fordi hun var smukkere end Raquel Welch og havde fanget fotografernes opmærksomhed. En anden aften havde en fuld skandinavisk rigmand – vist nok en arving til et margarine-imperium – efterladt en stor stak pengesedler i VIP-restaranten, da han gik. Jeg løb efter ham med pengene, og han sagde ikke engang tak, da jeg gav ham dem. Dagen efter kunne jeg læse i avisen, at han, efter have forladt klubben, havde stået uden foran Hotel Hilton og kastet om sig med pengesedler. Hans lemfældige omgang med penge chokerede mig.
Var du nogensinde nervøs, når du skulle servere for de rige og berømte?
- Egentlig ikke. For man mødte dem jo hele tiden, så til sidst lagde man ikke rigtig lagde mærke til dem. De mange gentlemen fra Mellemøsten skilte sig helt klart mest ud. De lagde flest penge i klubben, og af en eller anden grund delte de altid Cartier-ure og sølv-lightere ud til os.
Det kom ikke videre, hvis en filmstjerne havde været fuld og spillet et stort beløb væk i kasinoet.
- Når alt kommer til alt kom folk jo i klubben for at slappe af, og drikke og spille, og i og med at det var en privat klub, ville det have været illoyalt at tale om deres opførsel til andre.
Efter otte år besluttede Catherine MacDonald i 1973 at sige op. Med sig fik hun en flaske Dom Perignon, nogle guldsmykker og et medlemskab til klubben.
- Jeg havde efterhånden set så mange piger komme og gå og blive gift og få børn, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke også snart stiftede familie, ville det blive mere og usandsynligt, at det nogensinde ville ske.
Hvad er din reaktion på, at der nu kommer en ny Playboyklub i London?
- Det er på tide, vi genopliver bunnien i London, men jeg er i tvivl om, hvor vidt det kan blive det samme som dengang. Tiderne skifter. Jeg ved ikke, om der vil være den samme eufori omkring klubben, men jeg håber i hvert fald, at bunnypigerne holder den samme standard.
