Med et træt blik sidder 25-årige Gilad Shalit i stolen foran en journalist fra egyptisk stats-tv. 

Han har været fange hos terrororganisationen Hamas i fem år og står over for at endelig blive løsladt. Et foto fra interviewet den dag i 2011 viser en mand i blå skjorte, som står i baggrunden og trækker lidt på smilebåndet. 

Det er Saleh al-Arouri. En af de vigtigste personer i Hamas' ledelse. Eller det var han indtil for nylig. 

Tirsdag blev han – en af Israels mest eftersøgte fjender – dræbt i et droneangreb i Beirut i Libanon. 

Den israelske soldat Gilad Shalit forud for sin frigivelse i 2011. Bagerst på billedet står Saleh al-Arouri.
Den israelske soldat Gilad Shalit forud for sin frigivelse i 2011. Bagerst på billedet står Saleh al-Arouri. Foto: AP
Vis mere

Saleh al-Arouri står i baggrunden på billedet fra 2011, fordi han dengang var involveret i forhandlingerne om løsladelsen af mere end 1000 palæstinensiske fanger mod frigivelsen af den israelske soldat Gilad Shalit. 

Det er en sag, som blegner i forhold til de 129 israelske gidsler, der lige nu stadig er fanget i Gaza og ikke mindst de tusindvis af uskyldige palæstinensere, som på den baggrund er blevet dræbt i konflikten. 

Men Gilad Halit er brændemærket ind i israelernes bevidsthed, og det er den militære gren af Hamas, Izz el-Deen al-Qassam-brigaden, også. Saleh al-Arouri var med til at stifte al-Qassam-brigaden og var angiveligt en af arkitekterne bag kidnapningen og mordet på tre israelske teenagere i 2014 og senest angrebet 7. oktober. 

Israel har ikke officielt taget ansvaret for Saleh al-Arouri død, men der er ingen tvivl om, at det længe har været en høj prioritet, lyder det fra Jacob Kaarsbo, som er senioranalytiker hos Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker og Mellemøstchef i Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Han er blandt de centrale og mest farlige skikkelser i Hamas,« siger Jacob Kaarsbo. 

»Han var også et knudepunkt for koordinationen mellem Hamas, Hizbollah og Irans Revolutionsgarde.« 

Nu efterlader Saleh al-Arouri død især ét spørgsmål: Hvad betyder det for krigen i Mellemøsten? 

Jacob Kaarsbo mener, at Hamas kan erstatte al-Arouri, men det har uden tvivl været en mavepuster. Det målrettede angreb sender samtidig også et klokkeklart signal til Israels fjender, forklarer Kaarsbo. 

»Det har været vigtigt for Israel at vise, at de er handlekraftige og kan ramme Iran og Hamas, når de vil. Israel trækker nogle linjer i sandet og viser, at de kan ramme deres fjender målrettet gang på gang.«

Det kan heller ikke være en overraskelse for Hamas, da Israel i kølvandet på angrebet 7. oktober meldte klart ud, at landets sikkerhedstjenester ville jage hver eneste leder i Hamas uanset, hvor i verden de befandt sig. 

Drabet på Saleh al-Arouri skete i Beirut i hjertet af Libanon, som normalt går fri for kamphandlinger. 

»Det store spørgsmål er, hvorvidt Hizbollah nu vil gengælde det. De overvejer nu, om det er klogt at sende alle deres raketter mod Israel. Det er muligt, at vi vil se en historisk eskalation, men det er ikke givet.« 

»Mit gæt er, at vi ikke vil se den store eskalation i konflikten,« siger Jacob Kaarsbo. 

Han mener, at Hizbollah er for bevidste om, hvor hårdt Israel vil gengælde en beskydning af store israelske byer som Haifa eller Tel Aviv. Derudover har Hizbollah ifølge Kaarsbo også andre prioriteter lige nu. 

»Hizbollah har en vigtig militær og politisk magt i Libanon, som de ikke vil sætte over styr for Hamas.«