Netop afgået udenrigsminister Hillary Clinton er officielt trådt tilbage efter 31 års offentlig tjeneste.

USA: Hillary Clinton holdt fredag dansk tid sin sidste tale som udenrigsminister. Her reflekterede hun blandt andet over, hvor USA befandt sig i januar 2009, da hun tiltrådte udenrigsministerposten i Obamas regering.

- To krige. En økonomi i frit fald. Uoverensstemmelser mellem alliancer. En beskadiget diplomatisk formåen. Og rundt om i verden undrede folk sig over Amerikas kerneværdier og tvivlede på vores evne til at fastholde vores globale førerposition. Det var de problemer, der lå i min indbakke på min første dag på kontoret som udenrigsminister, fortalte Clinton ifølge ABC News.

Mens hun - i hvert fald for nu - forlader den internationale scene, står USA fortsat over for mange udfordringer. Men i forhold til for fire år siden står landet i dag i en bedre position til at kunne håndtere dem, påpegede hun.

- USA er stadig det eneste land, der har evnen og viljen til at samle forskellige nationer og folkeslag og få alle til at stå sammen om at løse problemerne på et globalt plan. Vores evne til at indkalde og forbinde er uden sidestykke, sagde Clinton.

- Vi er den uundværlige nation. Og det er ikke for at prale, men derimod en anerkendelse af vores rolle og ansvar, tilføjede hun.

Gennem de seneste 31 år har Hillary Clinton tjent sit land, og i sine fire år som udenrigsminister har hun brudt både nationale og globale barrierer.

Hun var den første hustru til en amerikansk præsident, der efterfølgende selv tjente i et præsidentielt kabinet. Hun rejste til flere lande end nogen anden amerikansk udenrigsminister før hende. Hun anerkendte regeringen i Somalia, og endeligt aflagde hun officielt besøg i Burma, hvilket ingen anden amerikaner med så høj rang som Clinton havde gjort i mere end et halvt århundrede. Det oplyser ABC News.

Clintons sidste 12 måneder som udenrigsminister har været turbulente. Her skulle hun håndtere et terrorangreb på det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen, hvor den første amerikanske ambassadør i mere end 30 år mistede livet i tjeneste, samt de massive politiske efterdønninger.

Ligeledes har hun konfronteret sygdom, en hjernerystelse og en blodprop, hvilket sendte hende ud på sidelinjen i næsten en måned.

Og endeligt måtte hun på sin sidste dag på jobbet tage sig af en diplomatisk krise, efter en selvmordsbomber angreb den amerikanske ambassade i tyrkiske Ankara og dræbte to mennesker.

Et af de helt store spørgsmål er nu, om 65-årige Hillary Clinton har planer om at gå efter præsidentposten efter Obama. Dog sagde hun senest i et interview med National Public Radio i tirsdags, at hun ikke kan se sig selv »vende tilbage til politik.«

- Det er ikke et spørgsmål, jeg stiller mig selv. Jeg ser virkelig frem til at træde væk fra den overhalingsbane, jeg længe har befundet mig i. Jeg kan ikke se mig selv vende tilbage til politik, sagde hun.

Senator John Kerry overtager udenrigsministerposten efter Clinton. John Kerry, der er senator i Massachusetts, stillede op som Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2004, men tabte som bekendt til republikaneren George W. Bush.