IRAK: Den bilbombe, der fredag eksploderede uden for det amerikanske konsulat i byen Erbil i det nordlige Irak, har dræbt i alt tre personer. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet.

Ingen ansatte på konsulatet blev såret ved eksplosionen, oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters.

Et vidne fortæller, at der efter eksplosionen blev affyret en skudsalve.

»Det ser ud til, at konsulatet var målet,« siger Erbils borgmester, Nihad Qoja, til Reuters.

Foruden de tre dræbte blev 14 personer såret.

Bilbomber er et sjældent fænomen i Erbil, der er hovedstad i den kurdiske del af Irak. Iraks kurdiske region spiller en vigtig rolle i den amerikanskledede koaltions kamp mod IS.

BNB