NORDKOREA: Nordkorea planlægger at foretage en tredje atomprøvesprængning og opsende flere langtrækkende raketter. Og fjenden hedder USA. Det oplyser landets forsvarskommission torsdag via det statslige nyhedsbureau KCNA, skriver CNN.

- Vi vil ikke lægge skjul på det faktum, at de forskellige satellitter og langtrækkende raketter, som vi vil affyre, samt den atomprøvesprængning, vi vil foretage, er rettet mod USA, udtaler landets øverste militære organ via KCNA.

Ifølge forsvarskommissionen vil Nordkorea begå en »all-out«-handling, der vil være rettet mod USA, »det koreanske folks svorne fjerne.«

Nordkoreas offensive udmelding kommer efter, at FNs Sikkerhedsråd tirsdag fordømte Nordkoreas raketopsendelse i december og strammede sanktionerne mod landet ved blandt andet at indføre rejserestriktioner for flere personer i landets elite samt indefryse aktiver for nordkoreanske virksomheder, der er engageret i udvikling af langtrækkende missilteknologi.

Nordkorea, der ofte udsteder krigeriske erklæringer i de statslige medier, afviser igen torsdag FNs resolution, skriver CNN.

Kort før den nordkoreanske udmelding oplyste Washington, at man håbede, at Pyongyang ikke ville udføre endnu en atomprøvesprængning.

- Det ville være en fejltagelse og en forspildt mulighed, hvis de skulle gøre det, sagde USAs særlige udsending i Nordkorea, Glyn Davies.

Nordkorea har tidligere foretaget to atomprøvesprængninger i 2006 og 2009.

Hvad mener du?
Deltag i debatten herunder.