De egyptiske myndigheder fortsætter kampen mod tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi, og onsdag blev yderligere 119 medlemmer af Det Muslimske Broderskab fængslet.

EGYPTEN: En egyptisk domstol idømte onsdag 119 medlemmer af Det Muslimske Broderskab tre års fængsel hver.

Medlemmerne var alle tilhængere af den tidligere præsident Mohammed Morsi, og de blev dømt for deres optræden ved en protestaktion i oktober sidste år, skriver Reuters.

Flere end 50 mennesker blev dræbt ved protestaktionen 6. oktober, som blev iværksat af Morsi-tilhængere. Det var ifølge Reuters en af de blodigste demonstrationer, siden præsidenten blev væltet af militæret 3. juli 2013.

De egyptiske myndigheder har forbudt Det Muslimske Broderskab, og tusindvis af broderskabets medlemmer er blevet arresteret, siden Morsi blev afsat.

529 Morsi-tilhængere blev i sidste måned dømt til døden ved en anden retssag i det sydlige Egypten. Menneskerettighedsgrupper og vestlige regeringer har dog kritiseret dommene.

Morsi selv er tiltalt for en række forbrydelser, herunder sammensværgelse med fremmede militante grupper mod Egypten. Hvis han kendes skyldig, risikerer han dødsstraf.