Caroline Wozniacki havde intet besvær med at spille sig i finalen i e-Boks Open.

Der var ikke meget spænding i Farum Arena, da Caroline Wozniacki lørdag eftermiddag levede op til favoritrollen og spillede sig i finalen i WTA-turneringen e-Boks Open.

6-3 6-2 blev sejrs-cifrene over kroatiske Petra Martic i en kamp, danskeren havde fuld kontrol over.

Caroline Wozniacki havde god fart og dybde i grundspillet, hvilket lagde et tungt pres på verdensranglistens nummer 57. Derudover havde Wozniacki godt styr på serven med en førsteservs-procent i første sæt på omkring 90. Kun da hjemmebanefavoritten blev brudt til 1-2 i første sit var hun en smule presset, men Wozniacki brød omgående tilbage og cruisede til en sikker 6-3-sejr i første sæt.

I andet sæt fortsatte hun de gode takter med bundsolidt bagspil - krydret med et par gode vindere. Petra Martic viste til tider gode momenter, men lavede generelt for mange fejl.
Det gjorde den tidligere danske verdensetter ikke, hvilket gjorde, at sejren aldrig var i fare. Andet sæt var en formsag, hvor Matric aldrig var i nærheden af at true Wozniacki, som sikkert vandt 6-2.

I finalen skal Caroline Wozniacki op imod tyske Angelique Kerber, som vandt sin semifinale over serbiske Jelena Jankovic med cifrene 6-2 6-1.

Angelique Kerber er nummer 15 på verdensranglisten og har spillet solidt i turneringen, men med danskerens hidtidige præstationer i e-Boks Open in mente, er der gode muligheder for, at Caroline Wozniacki kan tage sin tredje sejr i træk i turneringen.