Caroline Wozniacki er efter førsterundenederlaget i Wimbledon i sit tennislivs værste krise. Siden 2011 er hun raslet ned af verdensranglisten. Sporten.dk præsenterer her de største kvindelige tennisstjerner, der rutschede brat ned fra verdenstoppen.

Anastasiya Myskina:
Russiske Myskina bragede frem på tennisscenen som 24-årig tilbage i 2004. Vandt French Open det år med en finalesejr over Elena Dementieva og var efterfølgende oppe som to'er på verdensranglisten. Men, men, men.

Siden fulgte en enorm nedtur for den russiske pige, som året efter blev den første forsvarende mester, der røg ud i første runde af French Open. Endte 2005 uden for top-10.

Anastasia Myskina fandt aldrig niveauet fra 2004 og fortsatte glidebanen ned af ranglisten. Rød ud af top-100 inden hun trak sig tilbage i 2007.

Jelena Jankovic:
Serberen toppede i 2008, hvor hun røg op som verdensranglistens nummer et, selvom det blot varede en uge. I succesåret nåede hun finalen i US Open og semifinalen i Australian Open, men har endnu aldrig vundet en Grand Slam.

Og niveauet er da heller ikke længere, som det var en gang. I 2009 var Jankovic nede som verdens nummer otte, og selvom hun i 2010 var oppe og vende som nummer tre, røg hun hurtigt ned igen. I dag ligger hun nummer 21 i verden.

Anna Kournikova:
Endnu en østeuropæer som ikke kunne holde niveauet. Den labre russer, som nok blev mere kendt for sit fantastiske udseende end sit spil, var ellers en særdeles talentfuld tennisspiller. Ved årtusindeskiftet lå hun nummer otte på verdensranglisten i single og nummer et i double. Siden gik det dog gevaldigt ned af bakke. Russiske Kournikova, som utroligt nok aldrig formåede at vinde en WTA-turnering i single, blev hårdt ramt af skader. Det betød, at hun allerede i 2001 var nede som nummer 74 i single.

Ved slutningen af sin karriere i 2003 var hun helt nede som nummer 305 i verden.

Ana Ivanovic:
Vinder af French Open i 2008, hvilket sendte serbiske Ivanovic op som nummer et på verdensranglisten. Kendt for sit aggressive spil, når hun er i topform. Men efter sit bedste år i 2008 fulgte en rædselssæson uden nogle titler og med den dårligste sejrsstatistik, siden hun blev professionel. 24 sejre og 14 nederlag var medvirkende til, at hun endte sæsonen helt nede som nummer 21.

Serberen fandt dog lidt af sit gamle jeg tilbage og har brugt de seneste par år på at kravle op af ranglisten igen. Her ligge hun nu placeret som nummer 14.

Jelena Dokic:
Serbisk/australsk stortalent da hun brød igennem på tennisscenen i starten af årtusindeskiftet. Dokic spillede sig i semifinalen i Wimbledon i 2000 og kvartfinalen i French Open i 2002. Samme år nåede hun helt op som nummer fire i verden.

Siden fulgte dog store problemer, blandt andet med en voldsomt temperamentsfuld far, og Dokic gled langsomt ud af verdenstoppen. Allerede i 2004 var hun nede som nummer 125. i dag er hun nummer 194 i verden.

Caroline Wozniacki:
Vi kommer desværre ikke uden om hende. Vores danske tennisdarling er lige nu i sin værste krise, siden hun blev professionel. Hendes karriere har ellers været en lang optur. Toppede verdensranglisten i både 2010 og 2011 og har 18 WTA-turneringssejre på sit CV. Desværre er det aldrig blevet til en Grand Slam. Og vejen til dette ser i øjeblikket lang ud. Er i år dumpet ud i den ene turnering efter den anden - senest i Wimbledon - og er nu raslet ned som nummer syv i verden.