Miss Sunshine er blevet forgyldt.

Der er mange penge i tennisverdenen. Rigtig mange. Og sponsorindtægterne kan sagtens overstige præmiepengene.

Caroline Wozniacki vandt søndag finalen ved WTA-turneringen Indian Wells i USA. Med sejren kunne Wozniacki sætte 3,7 mio. kr. ind på kontoen, og dermed nåede den danske verdensetter op på svimlende 50 mio. kr. (49,977 mio. kr.) i samlet præmiesum for sin karriere.

Dertil kommer sponsorindtægter, og siden danskeren blev professionel i 2005, er indtjeningen per år steget eksplosivt.

Det er en helt generel tendens inden for tennisverdenen.

- Tennis er kæmpestort i USA, hvor mange af sponsorpengene kommer fra. Især tv-eksponering betyder meget, så hvis der er høje seertal, så stiger størrelsen af sponsorater også, siger Simon Bastiansen fra sponsorbureauet Promovator.

Han vurderer Caroline Wozniacki til at være landets mest værdifulde sportsbrand, og Wozniacki hiver da også en pæn slat kroner ind fra sponsorer.

Branchefolk vurderer, at Danmarks tennisdarling i 2010 tjente omkring 25 mio. kr. på sponsorer alene. Umiddelbart et højt beløb, men stadig en god forretning for sponsorerne.

- Med en sportsperson som Wozniacki kan et globalt firma få så massiv eksponering, at de tilsyneladende høje beløb er småpenge, hvis man kigger på virksomhedens globale budget. Skulle man have samme eksponering ved at indrykke annoncer i aviser og lignende ville det koste spidsen af en jetjager, siger Simon Bastiansen.

Wozniacki har allerede i 2011 tjent omkring 8 mio. kr. i præmiepenge, men er stadig et stykke fra sit økonomiske potentiale.

- En sponsoraftale er som regel bygget op på den måde, at jo mere man vinder, jo flere penge får man. Det vil sige, at Caroline Wozniacki stadig har et stykke vej op til f.eks. Roger Federer og Rafael Nadal, men hun er godt på vej ved at ligge nummer et på verdensranglisten. Hvis hun vinder en Grand Slam og lægger det oven på, at hun er nummer et i verden, så kan det give meget tunge globale sponsorater,« slutter Simon Bastiansen.

Anslåede sponsorindtægter til Caroline Wozniacki:

SPONSORATER:

2005: 80.000 kr.

2006: 350.000 kr.

2007: 3 mio. kr.

2008: 7 mio. kr.

2009: 20 mio. kr.

2010: 25 mio. kr.

I alt: 55 mio. kr.

Sponsor-beløbene er baseret på vurderinger af branchefolk i efteråret 2010.