Victoria Azarenka besejrede Serena Williams i finalen ved Qatar Total Open i Doha.

Mandag mister Victoria Azarenka verdensranglistens førsteplads til Serena Williams.

Men da duoen duellerede i finalen ved Qatar Total Open i Doha var hviderusseren bedst.

Således vandt Victora Azarenka den spændende og tiltider velspillede finale 7-6, 2-6, 6-3.

- Jeg er meget glad, sagde Victoria Azarenka efter kampen og tilføjede:

- Sejren er fantastisk. Men publikum bakkede mig også optimalt op. Jeg elsker at spille her i Qatar.

Undervejs i den knap tre timer lange finale lavede Serena Williams ikke færre end 51 vinderslag mod Victoria Azarenkas blot 30. Til gengæld blev Azarenka kun noteret for 27 uprovokerede fejl, som Williams lavede 48 af.

Det var andet år i træk, at Victoria Azarenka vandt Qatar Total Open.

Begge spillere skal i aktion i den kommende uge ved Dubai Duty Free Championships i De Forenede Arabiske Emirater. Også her er de seedet til at møde hinanden i finalen.