Fodboldspilleren Marc Nygaard har efter 18 år som professionel fodboldspiller valgt at lægge støvlerne på hylden.

Marc Nygaard holdt en længere pause fra fodbolden for at genfinde glæden ved spillet, hvilket lykkedes i september sidste år, hvorefter han skrev kontrakt med AB:

- Jeg havde holdt en fodbold-pause på over et år, da jeg fik lysten tilbage i september måned og ville se, om jeg kunne komme tilbage på et acceptabelt niveau. Det lykkedes i momenter, men jeg måtte her i foråret konstatere, at kroppen ikke kunne mere, fortæller 37-årige Marc Nygaard.

Fodboldtalentet bragte ham vidt omkring i europæiske klubber, selvom de fleste nok vil huske ham Superligaen , hvor han har spillet for både FC København, Randers og AB. Han har spillet i klubber som SC Heerenveen, MVV Maastricht, Roda JC, R.E. Mouscron, Brescia, Catania, Vicenza, Queens Park Rangers, Randers FC, SpVgg Unterhaching og Helmond Sport.

Hvad fremtiden skal bringe for den høje angriber, er han endnu ikke afklaret omkring:

- Jeg har været med omkring fodbold i mange år og i mange lande, og det er en spændende verden, som jeg godt kunne tænke mig at fortsætte i. Jeg kan mange sprog og har et stort netværk, så der er mange muligheder, men nu må vi se, hvad der sker, siger Marc Nygaard.

Marc Nygaard nåede blandt andet at spille syv A-landskampe for Danmark, og en enkelt EUFA Cup-kamp for Roda mod AC Milan på San Siro. I sæsonen 08/09 blev han delt topscorer i Superligaen sammen med Morten Nordstrand fra FC København.